Boligpriserne steg i oktober

6 november, 2012 | 07:45
Arkiv

 

Salgspriserne på villaer og rækkehuse steg lidt i oktober, og priserne er nu oppe på samme niveau som for et år siden. Også landets ejerlejligheder er blevet dyrere og ligger nu knap fire pct. over sidste års prisniveau. Det fremgår af helt nye tal fra Boligsidens Markedsindeks, der er den mest aktuelle opgørelse over udviklingen på boligmarkedet.
Perioden med stabile priser på villaer og rækkehuse synes at fortsætte. I hvert fald har salgspriserne nu holdt sig på nogenlunde samme niveau de seneste seks måneder. I oktober steg den gennemsnitlige salgspris på villaer og rækkehuse således med beskedne 0,6 pct. Det viser tal fra Boligsidens Markedsindeks, der bygger på salgsdata fra oktober måned.
”Stigningen i salgsprisen på villaer og rækkehuse i oktober måned betyder, at priserne nu er på samme niveau som for præcis et år siden. De sidste 12 måneder har priserne alt i alt været meget stabile, men med langt mere positive takter det seneste halve år,” siger Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos boligsiden.dk.
Ejerlejligheder er blevet dyrere
Samtidig med, at huspriserne har stabiliseret sig, er den gennemsnitlige salgspris på ejerlejligheder også steget. I oktober måned er den gennemsnitlige salgspris således steget med mere end en pct. og ligger nu knap fire pct. højere end for et år siden.
”Salgsprisen på ejerlejligheder har de sidste mange måneder ligget stabilt – og endda med små stigninger hver måned. Den seneste måned har priserne igen taget et hop op, og det har nu betydet, at lejlighederne nu er dyrere end for et år siden,” siger Birgit Daetz og fortsætter:
”Et stigende boligsalg, færre boliger i udbud og forøget optimisme blandt køberne kombineret med de stabile salgspriser på både villaer og rækkehuse samt ejerlejligheder er godt nyt for boligsælgerne.”
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder