Fotoudstilling på Hovedbiblioteket

1 november, 2012 | 06:50
Presse

 

I november måned viser Scenens biograf på Hovedbiblioteket billeder fra årets Fotomarathon i Aalborg. Konkurrencen fandt sted d. 25-26. august i København, Odense, Aarhus og Aalborg.
Fotomarathon er en konkurrence, hvor deltagerne udfordres på deres evne til at fortolke vidt forskellige emner indenfor et afgrænset tidsrum på 12 eller 24 timer. De deltagende fotografer får hver 4. time et kort med fire opgaver, og de har så en time til at klare hver opgave. Ved konkurrencens slutning skal de 12 eller 24 billeder afleveres, og alle emner skal komme i den rigtige rækkefølge.
Vinderen af årets 24 timers konkurrence blev Lærke Gade Bjerregaard fra København, men Aalborg-deltageren Bjørn Rannestad fik en 3. plads med en flot sort/hvid billedserie. Desuden blev to af hans billeder udråbt til emnevindere. Denne hæder tilfaldt også yderligere tre Aalborg deltagere.
Det var 24. gang at Fotomarathon blev afholdt, men Aalborg udgaven har dog kun en håndfuld år på bagen. Godt 300 deltog på landsplan, i Aalborg deltog omkring 40 fotografer. De fik rigeligt med udfordringer, både med opgaverne, men også med det dårlige vejr der prægede sommeren. En del billeder viser Aalborg fra sin mest regnfulde side.
Udover vandpytter, er der også fine billeder fra Aalborgs gader, havnemiljø og natteliv. Nogle er poetiske, andre rå og realistiske. De viser med stor opfindsomhed alle aspekter af en by ved navn Aalborg.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder