Levende musik – i utallige afskygninger

29 oktober, 2012 | 11:02
Presse

 

 
Publikum inviteres til at opleve en række koncerter og shows med helt ny musik, skabt og fremført af studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium.
 
 
En række efterskoler, højskoler, gymnasier m.m. får her i uge 44 besøg af studerende fra Det Jyske Musikkonservatorium. De studerende, som især kommer fra de rytmiske uddannelser, har i sidste uge arbejdet intenst med at sammensætte et show eller en koncertoptræden for større eller mindre grupper. Al musikken er skabt til lejligheden af de studerende selv.
 
Formålet med turneerne er dels at få levende musik i mange forskellige afskygninger ud til de unge på uddannelsesinstitutionerne og at få præsenteret konservatoriet for de unge skoleelever. Men det er også en vigtig og lærerig proces for de musikstuderende selv at skulle sammensætte musikken og showet inden for et ganske kort tidsrum og sammen med nogle studiekammerater, som de ikke nødvendigvis har et fast samarbejde med til daglig. Processen er med til at modne dem som professionelle musikere og musikarrangører.
 
 
Koncerter og shows for offentlighed
Alle andre har også mulighed for at opleve disse shows og koncerter i Aarhus eller Aalborg – skoleturneerne rundes nemlig af med fire offentlige optrædener:
 
Torsdag d. 1. november kl. 19.30 – Lille Sal, Musikhuset Aarhus
AM-tour 2012
AM-linjen (Almen Musikpædagogik) har valgt Shakespeare som ramme om et magisk univers af forskellige musikalske genrer og stemninger, med ny-komponeret og nyfortolket musik, vokale underfundigheder og solistiske glimt. AM-linjen har både rytmiske og klassiske studerende. Der er gratis adgang.
 
Torsdag d. 1. november kl. 20 – V58, Vestergade 58, Aarhus
For the Win – RM-tour 2012
RM-linjen (Rytmisk Musiker) stiller op med 9 unikke projekter, der her præsenteres samlet som en mini-festival med et bredt musikudbud, fra ørekælende funk/soul over fræk eksperimenterende jazz til dyster rock og elektronika. Entré: 20 kr.
 
Fredag d. 2. november kl. 16 – Det Jyske Musikkonservatorium, Aalborg, Ryesgade 52, Sal II.
IM Spinning – I’m spinning- IM-turné 2012
IM-linjen (Den Individuelle Musikuddannelse, Aalborg) præsenterer et show med 45 medvirkende og et stort roterende hjul med alt, hvad hjertet kan begære af musik og dans, soul, Jazz, soundscapes, hoftevrid, synthpop og svedig guitarrock. Der er gratis adgang.
 
Fredag d. 2. november kl. 16 og kl. 20 – Åbne scene, Godsbanen, Skovgaardsgade 3-5, Aarhus
Banke banke på- RMB Kærlighedsturné 2012
RMB-linjen (Rytmisk Musik og Bevægelse) leverer et levende, varmt og bredtfavnende show, der emmer af kærlighed i alle afskygninger: Den romantiske, den urimelige, den passionerede og alle de andre!
28 musikere, dansere og aktører garanterer en oplevelse, som kan mærkes! Entré: 70 kr.
 
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder