Godt gammeldags gys med Aalborg Symfoniorkester

24 oktober, 2012 | 16:44
Presse

 

Enestående mulighed for at opleve en tur i biografen, som for omkring et århundrede siden, når Aalborg Symfoniorkester i samarbejde med Biffen præsenterer tre klassiske stumfilm med Charles Chaplin, Harold Lloyd og Buster Keaton – akkompagneret live af symfoniorkestrets dygtige musikere.
 
Det er 19. gang, at Biffen og Aalborg Symfoniorkester samarbejder om en Film & Musik-koncert og denne gang er det i anledningen af halloween med uhygge og spøgelser som gennemgående tema. Du vil således kunne opleve The Haunted House med Buster Keaton, Haunted Spooks med Harold Lloyd og The Adventurer med Charles Chaplin.
 
– Det er jo blevet en fast tradition at Aalborg Symfoniorkester og Biffen arbejder sammen om Film & Musik-koncerterne, så publikum har muligheden for at opleve film, som man gjorde dengang enhver biograf med respekt for sig selv havde sit eget orkester. Det er jo eksempelvis 90 år siden, at The Haunted House sidst blev spillet med sin oprindelige musik, og det er vildt sjovt at få lov at være med til. Jeg håber, at der er mange, der vil benytte sig af denne unikke mulighed for at få en autentisk oplevelse af, hvordan film blev set og oplevet for knap hundrede år siden, fortæller Orla Nielsen, daglig leder af Biffen.
 
– Det er tre af historiens største komikere i Lloyd, Keaton og Chaplin, der repræsenterer det ultimative højdepunkt i visuel komik. Selvom der er tale om historier om genfærd og hjemsøgte huse, er det hele ganske uskyldigt, særdeles underholdende og faktisk ret hyggeligt, fortæller Rick Benjamin, der er dirigent på koncerten.
 
Rick Benjamin har gjort det til sin mission, at holde liv i den knap hundrede år gamle musik, der oprindeligt blev spillet live af biografernes eget orkester, når datidens biografgængere tog plads i salens mørke for at blive underholdt. Han har optrådt mere end 600 gange i USA og i en række andre lande med musikken, som han har lagt et massivt arbejde i at indsamle og restaurere.
 
– Min fascination af musikken dengang er affødt af, at min bedstefar arbejdede som violinist i New Yorks Rialto Theaters orkester, og hans fortællinger fra dengang fik skabt interessen. Jeg opdagede hurtigt den guldgrube af musikarv og traditioner, som ikke må gå hen og blive glemt, fortæller Rick Benjamin, der siden den spæde begyndelse har samlet over 12.000 stykker musik fra dengang.
 
– Jeg tror, det er så fascinerende, fordi det er en kombination af så mange ting: Dels komikere som Chaplins store filmkunst, dels den glimrende musik fremført af dygtige musikere live til filmens visuelle indtryk og endelig at hele oplevelsen er som at træde ind i en tidsmaskine til 1920’erne. Det er virkelig en helt unik oplevelse, slutter Rick Benjamin med et smil.
 
Koncerten afholdes i Symfonien torsdag den 25. oktober kl. 19.30.
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder