Verdens nyeste nation kommer til Aalborg

19 oktober, 2012 | 08:50
Arkiv

Fotoudstilling i Turbine Galleriet viser fra 15. oktober verdens nyeste nation gennem linsen fra en af Danmarks mest anerkendte fotografer. Christian Als har besøgt Dansk Flygtningehjælps operationer i Sydsudan, hvor kampe har bragt mere end en halv million mennesker på flugt.
 
Christian Als er en af Danmarks internationalt anerkendte reportagefotografer. Han har dokumenteret menneskelige katastrofer i lande som Afghanistan, Pakistan, DR Congo og nu Sydsudan. ”Jeg har gennem min karriere dokumenteret humanitære katastrofer og menneskelig lidelse mange steder i verden – det er mit primære fokus som fotograf. Så det er inspirerende at rejse for en organisation, der virkelig gør en forskel i de absolut farligste og mest ustabile områder i verden,” siger Christian Als.
 
Den ulmende konflikt mellem Sudan og Sydsudan efter den deling, der gjorde Sydsudan til verdens yngste nation har i perioder udviklet sig til regulær krig og sendt mere end en halv million mennesker på flugt. Dansk Flygtningehjælp har oprettet flygtningelejr i grænseregionen for at modtage og yde beskyttelse til de mange flygtninge, der har mistet deres hjem. ”Vi ville ikke se realiteterne i øjnene til at starte med, da bomberne begyndte at falde,” fortæller 30-årige Yusif Kayko, der endte med at flygte med sin kone og sine fire børn, da nabolandsbyen blev udslettet. Familien vandrede sydpå og nåede frem til flygtningelejren Doro i Sydsudan, trætte og dehydrerede, men i sikkerhed.
 
 
Fotoudstillingen i Turbine Galleriet danner optakt til Dansk Flygtningehjælps årlige landsindsamling, der finder sted søndag den 11. november. De indsamlede midler skal bl.a. gå til at arbejdet i den ustabile og ufremkommelige grænseregion mellem Sudan og Sydsudan, hvor tusindvis af flygtninge er afhængige af humanitær hjælp.
 
 
Tid og sted:
 
Fotoudstillingen kan ses i Turbine Galleriet i Nordkraft, Kjellerups Torv 5, til og med søndag den 28. oktober.
 
 
 
Fotografen:
Christan Als er en af Danmarks mest anerkendte fotografer og hans billeder gengives jævnligt i dagsordensættende medier som fx Time, New Yorker, GEO, Stern og Der Spiegel.
 
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder