Åbent Hus på Beredskabscenter Aalborg

15 oktober, 2012 | 07:42

 

 
Så er der efterårsferie og det fejrer Nordjyllands Politi, Falck Aalborg og Beredskabscenter Aalborg med at invitere alle børn og deres familier til åbent hus hos Beredskabscenter Aalborg, Thomas Boss Gade 6, onsdag den 17. oktober fra kl. 13-16.
 
Vores oplagte konferencier vil speake publikum gennem arrangementet, som byder på lidt af hvert. Bl.a. vil brandfolk, politibetjente og ambulancereddere demonstrere, hvordan de arbejder sammen, når fx en bil er kørt galt eller når en person er faldet i vandet og der er brug for dykkerberedskabet.
 
Kom og lær mere om beredskabet i Aalborg og omegn og få afprøvet dine færdigheder indenfor førstehjælp og brandslukning.
 
I dagens anledning er bilerne naturligvis kørt frem og der vil være rig mulighed for at komme ind og sidde bag rattet i både brandbiler, ambulance og politibiler, komme en tur i stigen eller måske prøve en vaskeægte branddragt?
 
Alle friske børn har desuden mulighed for at afprøve minirøgdykkerbanen eller slukke brand sammen med Aalborg Ungdomsbrandkorps.
 
Politi og brandmænd plejer at være ekstra søde, når der er åbent hus, og deler gerne en ballon, en karamel eller en malebog ud.
Så kom og vær med til åbent hus på Beredskabscenter Aalborg – det er for alle og ganske gratis.
 
Fakta:
Hvem?
Nordjyllands Politi, Falck Aalborg og Beredskabscenter Aalborg.
Hvor?
Thomas Boss Gade 6, 9000 Aalborg.
Hvornår?
Onsdag d. 17. oktober 2012 kl. 13-16.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder