Stort navn spiller Assad i KVINDEN I BURET

8 oktober, 2012 | 10:16

 

Så er castet til Zentropas stort anlagte film KVINDEN I BURET på plads, og dansk film har fået et nyt spændende makkerpar: Nikolaj Lie Kaas skal – som tidligere offentliggjort – spiller vicekriminalkommisær Carl Mørck i alle fire spillefilm baseret på Jussi Adler-Olsens bestsellere om Afdeling Q og i dag kan det afsløres, at den anden store rolle, som Mørcks partner Assad, spilles af den svenske stjerne Fares Fares.
 
Assad starter ud som Carl Mørcks assistent, men bliver hurtigt hans uvurderlige partner. De er hinandens totale modsætninger, men mod alle odds får de alligevel et stærkt samarbejde op at køre.
 
Fares Fares har sagt ja til at medvirke som Assad i alle fire film, samtidig med at hans internationale filmkarriere i den grad har taget fart. I Sverige er han en stor stjerne og har haft hovedroller i succeser som Jalla! Jalla! (2000), Kops (2003), Snabba Cash (2010) og den kommende Snabba Cash II (2012). Tidligere på året havde han en markant rolle i den amerikanske blockbuster Safe House med Denzel Washington, og om kort tid medvirker han også i Kathryn Biegelows stærkt imødesete thriller Zero Dark Thirty om jagten på Osama bin Laden.
 
I forvejen har det været offentliggjort, at Sonja Richter skal spille den tilfangetagne politiker Merethe Lynggaard, mens Søren Pilmark skal spille drabschef Marcus Jacobsen.
 
Optagelserne til KVINDEN I BURET starter i morgen og varer til omkring 1. december. De finder sted over hele landet, bl.a. i København, Allerød, på Bornholm, samt enkelte optagelser i Sverige og Nordtyskland. Filmen får biografpremiere næste efterår og bliver den første af fire spillefilm om Afdeling Q. Efter KVINDEN I BURET er det planen, at filmene bliver en årligt tilbagevendende filmbegivenhed med forventet premiere på de tre efterfølgende film i slutningen af henholdsvis 2014, 2015 og 2016.
 
Filmenes univers skabes af Mikkel Nørgaard, der instruerer KVINDEN I BURET og Nikolaj Arcel, som har skrevet manuskriptet. Alle fire film produceres af Zentropa ved producer Louise Vesth.
 
Handlingen
I Kvinden i buret møder vi for første gang den uortodokse og desillusionerede vicekriminalkommisær Carl Mørck. Han er én af Københavns Politis skarpeste hjerner, men han er samarbejdsvanskelig og er blevet stuvet af vejen i kælderen under Politigården. Her sættes han i spidsen for Afdeling Q, politiets nyoprettede afdeling for ”sager under særlig bevågenhed”. I virkeligheden skal ham og hans nye makker Assad få tiden til at gå med at katalogisere en række uopklarede gamle sager, men hurtigt kommer de på sporet af en sag, der trækker spor langt ind i toppen af dansk politik. Den fremadstormende unge danske folketingspolitiker Merete Lynggaard forsvandt sporløst fem år tidligere. Dengang blev det afskrevet som selvmord, men efterhånden som Carl Mørck og Assad får gravet sig ned i sagen, begynder den frygtelige sandhed at gå op for dem: De er kommet på sporet af en hensynsløs morder, som drevet af had, har lagt en grusom plan og det er kun et spørgsmål om tid før det er for sent…
 
Om bøgerne
Serien om Afdeling Q og Carl Mørck blev skudt i gang i 2007. Bøgerne har herhjemme ind til videre solgt over 1.250.000 eksemplarer. Alle romanerne har høstet priser og førstepladser på bestsellerlisterne i både indland og udland. I Danmark har bogserien både modtaget Læsernes Bogpris, Harald Mogensen prisen og De gyldne Laurbær og seriens Flaskepost fra P har også modtaget Glasnøglen for bedste nordiske spændingsroman. I Tyskland har Jussi Adler-Olsen med Afdeling Q-serien igennem to år været den bedst sælgende forfatter overhovedet. I skrivende stund er det samlede salg for serien snart 6 millioner bind, og lige nu stiger tallet med cirka 6.000 bind – om dagen.
 
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder