Musikalsk kabaret om Lily Broberg 8 oktober, 2012 | 05:48 Presse Af Chefredaktør - Vagthavende Få et gensyn med en af de største personligheder i dansk sang- og teaterhistorie, når Aalborg Kongres & Kultur Center præsenterer den rørende, musikalske kaberet Hej Lily! søndag den 28. oktober kl. 16 i Det Lille Teater. Revyprimadonnaen og humørbomben Lily Broberg portrætteres af Liselotte Krogager i et show, der krydser musik med historier og anekdoter fra den folkekære skuespillers liv og lange karriere. Den populære kabaret Hej Lily! spillede sidste år 25 udsolgte forestillinger på Odense Teater. Nu drager Liselotte Krogager på turné med kabareten, som byder på genhør med sange som: Klokkeblomst og bellis og følfod, Milord, Lev som du er tosset til, Flyv med ud i det himmelblå og selvfølgelig de populære syng-med-potpourrier, Hver fugl synger med sit næb. Med sig har hun på klaver Ulf Starup. Liselotte Krogager blev uddannet som skuespiller i 1982, men hun fik allerede sin debut i 1967 i Annie Get Your Gun på Falconer Teatret i København, hvor hun omgik skuespillere som Daimi Larsen, Dirch Passer, Lily Broberg og instruktør Preben Kaas. Liselotte har igennem årene lave et væld af musicals, kabaretter og revyer. De fleste husker nok Lily Broberg (1923-1989) som den jordnære og hjertevarme grisehandlerfrue Katrine Larsen fra den populære tv-serie Matador. Men Brobergs skuespillerrejse begyndte allerede som 10-årig. Det store gennembrud var som revyskuespiller i 1940 og siden har skuespillerinden haft roller på bland andet Det Kongelige Teater og Folketeatret. Lily Broberg indspillede mange film, gerne lystspil, hvor hun balancerede mellem det raffinerede og det folkelige med nogle af Danmarks bedste skuespiller som Ghita Nørby, Ove Sprogøe og Axel Strøbye. På Scala (Nørrebro Teater) spillede hun en række store operetteroller, blandt andet i Call Me Madam (1956) og Spillemand på en tagryg (1966). Hun blev desuden populær som revyprimadonna på ABC Teatret og i Cirkusrevyen. Selvom Lily Broberg gennem sin lange karriere havde roller i mange genre var det dog netop operette og revy hun brændte for, og det er blandt andet det, som kabareten Hej Lily portrætterer. Del | Af Chefredaktør - Vagthavende Tilbage Relaterede nyheder Indlæs flere relaterede nyheder