Tre geniers musik med Aalborg Symfoniorkester

2 oktober, 2012 | 08:59
Arkiv

Der er tre store musikalske mesterværker på programmet, når Aalborg Symfoniorkester har den wienerklassiske periodes musik på programmet, og koncerten i Aalborghallen byder på musik af Mozart, Beethoven og Haydn.
 
Aalborg Symfoniorkester med chefdirigent Rumon Gamba i spidsen vil dykke ned i nogle af det klassiske repertoires største mestres musik, og chefdirigenten glæder sig.
 
– Det er ganske enkelt tre geniers musik lige efter hinanden! Efter at have fremført nogle af de store værker med Aalborg Symfoniorkester, synes jeg, tiden er inde til at se på noget af det klassiske repertoire sammen. Beethoven, Haydn og Mozart er altid en glæde at fremføre, men de er svære at spille med den rigtige kombination af klarhed, finfølelse og energi – jeg håber, vi vil levere varen med hensyn til alle tre aspekter, siger Rumon Gamba.
 
Solist på koncerten er en af verdens unge ledende cellister Daniel Müller-Schott, der i Haydns Cellokoncert i c-mol får rig mulighed for at bevise sit store talent.
 
– Haydns cellokoncert blev først genopdaget i 1960’erne, men cellister over hele verden har rådet bod på dette lige siden, og den kan publikum roligt glæde sig til at opleve med så dygtig en solist som Daniel Müller-Schott, fortæller chefdirigenten og ser frem ligeledes til at præsentere aftenens to øvrige værker for det nordjyske publikum.
 
– Beethovens symfonier er en gave for enhver dirigent og ethvert orkester, og jeg synes, det er vigtigt ikke at forsømme nogle af de minde kendte værker. Hans 2. symfoni er særlig skøn, fuld af energi, spænding, charme, skønhed og intelligens. Jeg tvivler på, at ret mange mennesker har hørt Mozarts 6. symfoni – den er kort og sød, men fuld af opfindsomhed og en skøn operamelodi i den langsomme sats. Og så var komponisten i øvrigt kun 11 år gammel, da han komponerede den, slutter Rumon Gamba med et smil.
Koncerten afholdes i Aalborghallen den 4. oktober kl. 19.30.
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder