MUSIKKEN HJÆLPER MENNESKER I SYDSUDAN

28 september, 2012 | 06:02
Presse

 

Under afviklingen af årets Nibe Festival blev to sækkestole, med autografer skrevet af festivalens artister, herunder bl.a. Gavin Degraw, Mika og L.O.C. sat på auktion. Buddene på sækkestolene indtjente 11.000 kr., som nu er doneret til Røde Kors Nibe og vil gå ubeskåret til sundhedsprojektet ”Wau” i Sydsudan.
Under dette års Nibe Festival donerede firmaet Sack It sækkestole fra deres ”Outdoor Collection” til festivalen. To af disse blev under afviklingen placeret ved artisternes lounge, hvor flere artister, herunder bl.a. Gavin Degraw, Mika og L.O.C. satte deres autografer på.
Herefter kunne festivalens besøgende afgive bud på sækkestolene og det samlede beløb, doneret af henholdsvis Nibe Festival Fonden og firmaet Walter Schnorrer, nåede op på 11.000 kr.
En check med beløbet blev i dag overrakt til Birgit Sohn, talsmand for Røde Kors i Nibe, efter at Nibe Festival havde besluttet at donere pengene til sundhedsprojektet ”Wau”, der støttes af Røde Kors i Nibe.
”Wau er en by i Sydsudan, hvor en borgerkrig har hærget i årtier, hvilket har medført at befolkningen i landsbyen har svært ved at få det hele til at hænge sammen” udtalte Birgit Sohn på pressemødet ved overrækkelsen.
Pengene vil gå ubeskåret til en landsbyklinik, hvor Røde Kors mange frivillige dagligt udøver hjælp i form af behandlinger til de mange sårede. Ligeledes ligger der et stort forebyggende arbejde i sundhedsprojektet, som bl.a. tæller pumper til rent vand, der forebygger mange sygdomme som Malaria og Aids samt undervisning om sygdomme, borgerrettigheder mv.
Nibe Festivals bevægegrund for at donere pengene til projekt ”Wau” er, at borgerkrigen i Sydsudan er en glemt konflikt, hvor millioner af mennesker har mistet deres liv som betaling for friheden. Det er i festivalens ånd, at støtte op om et projekt, der hjælper mennesker i nød til fortsat at kunne kæmpe for deres frihed og borgerrettigheder.
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder