Nordjysk Sangselskab i Utzon Center søndag den 30. september

19 september, 2012 | 12:48
Presse

Nordjysk Sangselskab åbner sin 12. koncertsæson søndag den 30. september kl. 14 med koncert i Utzon Center, huset på havnefronten med den flotteste panoramaudsigt over fjorden. Koncerten har titlen “Teaterkoncert”. Dette ord vil måske bringe forventninger om stort lysshow og teaterrøg frem på nethinden hos publikum, men sangselskabet fornægter ikke sin kerneydelse. Det er stadig den intime kammermusikalske koncert med den klassiske sang, som står i centrum. Vi tillader os denne overskrift, da koncertens tre programpunkter alle er blevet instrueret og iscenesat af professionelle instruktører, således at programmet kommer til at fremstå som tre enkeltstående små forestillinger, der indeholder farlige drømme, eventyr og poesi.
Nordjysk Sangselskab har til formål at værne om den danske sangtradition samt uddybe kendskabet til andre landes sanglitteratur. Begge disse formål opfyldes ved sæsonens første koncert. Peter Heises “Farlige Drømme”, som så absolut hører til det danske kernerepertoire fremføres af baryton Thomas Rewes og pianist Lise Gam-Jensen. Disse sange er iscenesat af Martin Schwab.
Den russiske komponist Sergei Prokofiev har skrevet musik til H.C. Andersens eventyr “Den grimme Ælling”. Prokofiev skrev sin musik til en fransk oversættelse, men Niels Pihl har hjulpet teksten tilbage til Andersens originalsprog, så eventyret vil blive fremført på dansk. Sopranen Marianne Mailund Heuer er blevet instrueret af Lotte Hermann, og vil, ledsaget af pianisten Vita Kold på klaver, tage os med på ællingens velkendte rejse fra den kluntede grimme ælling til den smukkeste hvide svane. Prokofiev er uforlignelig i sin musikalske beskrivelse. Når isen fryser til, er det lige før man kan se istapperne vokse frem af tangenterne.
Teaterkoncertens sidste forestilling er “12 poems of Emily Dickinson” sat i musik af den amerikanske komponist Aaron Copland. Copland har givet navn til det ensemble, som fremfører Dickinsons digte i Jørgen W. Larsens iscenesættelse. Coplandkvartetten har skiftet nogle medlemmer ud siden førsteopførelsen i 2009, men forestillingen er stadig indrammet af elektronisk musik komponeret af den unge komponist Ivan Olsen.
Førsteopførelsen blev iøvrigt omtalt i en artikel af Niels Kjær i det internationale EDIS bulletin. Ensemblet består af Christina Christensen, sopran, Helene Poulsen og Marie Keller Sørensen mezzosopraner og Karina Brix Andersen, pianist.
Der venter altså publikum en helt særlig oplevelse, når den klassiske lied- og romancesang går teatervejen.
Koncertgængere får særpriser til udstilling i Utzon Center samt i Utzon Café. Benyt chancen for en unik søndagsoplevelse. Husk parkering er mulig i det nærliggende Friis.
Læs mere på: nordjysksangselskab.dk * facebook.dk/sangselskab * olsenivan.dk *
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder