Det tænkende siv – i Kedelhallen Nordkraft

4 september, 2012 | 05:35
Presse

 

En installation til Kedelhallen , Nordkraft af Inge Tranter og Meile Sposmanyte – (i gulvet ved Azzura)
 
Det tænkende siv er en stedsspecifik installation, skabt til Kedelhallen på Nordkraft i Aalborg, og helt specifikt til de glaspartier der dækker det der engang var kulskakterne i det gamle kraftværk.
 
Inspirationen til værket er flerartet: Dels bygningens tidligere funktion hvor kul blev forvandlet til fjernvarme, dels det gamle danske udtryk “at være helt i kulkælderen” om at være nedtrykt, eller ligefrem i en mindre eksistentiel krise. Og så var vi i høj grad inspireret af den franske matematiker og filosof Blaise Pascal – en dybt religiøs person, der i hovedværket Pensées (Tanker) udgivet i 1669 undersøger menneskets forhold til Gud og universet. Hvad han reelt gør her, er at bringe læseren ind i en sådan eksistentiel krise … eller i overført forstand; han inviterer dem en tur i kulkælderen for at tænke over begrebet uendelighed. Fra stjernerne og himmelrummets ubegrænsede udstrækning ned til de mindste organismer og beder dem om at definere sig selv i forhold til de to yderpunkter. Han skriver meget bevægende om den åbenbaring mennesket oplever når det overvejer disse ekstremer, og konkluderer at den naturlige reaktion vil være for en person at placere sig midt mellem de to uendeligheder.
 
Der står bl.a. “For hvad er altså mennesket i naturen? Det er intet i forhold til det uendeligt store, det er alt i forhold til det uendeligt små, et midtpunkt mellem intet og alt” og fortsætter videre, “Mennesket er et siv, de svageste i naturen, men han er et siv der tænker…” – med andre ord, så er menneskehedens største ressource vores evne til at tænke og forsøge at forstå.
 
Den sidste store inspirationskilde er A.A. Milne og hans historier om Peter Plys. Fortællingerne har før været genstand for en serie af bogudgivelser, der knytter karaktererne herfra og deres indbyrdes roller ind i en større filosofisk kontekst. Figurerne i bøgerne tumler nemlig gennem livet med deres helt særegne, men lavpraktiske tilgang til det at eksistere, og de gør det i fællesskab med, og i afhængighed af andre. Det er netop i det fællesskab vi ser et billede på den enkeltes evne for at kompensere for egne fejl og mangler.
 
Vi har filmet frivillige deltagere imens de kigger på en skærm med oplæsning af henholdsvis Blaise Pascal og A.A Milne og forholder sig til teksten. I Pascals tilfælde blev deltagerne bedt om kun at være en person i rummet af gangen, hvorimod der hos Milne ikke var nogle begrænsninger. Resultatet bliver vist med en projektor på bunden af kulskakterne, og fremstår som en mangfoldig palette af forskellige former for interageren og forbindelser – fx også via mobiltelefon til folk der befinder sig andetsteds.
 
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder