AaB forventer levende opgør fredag

31 august, 2012 | 06:14
Arkiv

 

AaB åbner Superligaens ottende spillerunde når man fredag aften gæster SønderjyskE.
 
Cheftræner Kent Nielsen ser således frem til opgøret mod sønderjyderne, som man ikke har besejret i Superligaen de seneste tre år.
 
– I søndags var vi igennem en meget speciel kamp mod OB, hvor vi næsten hele opgøret spillede 11 mand mod 10. Man kan sige, at vi i første halvleg var tøvende, men dog effektive, og som kampen skred frem spillede vi som man bør gøre med en mand i overtal, lyder det fra Kent Nielsen.
 
– Udover en flot opbakning på udebane fik vi med sejren bygget mere på vores selvtillid og vi er stadig meget bevidste om de ting vi lykkedes med, men har også selverkendelse til at se hvor vi kan forbedre os.
 
– Nu står vi overfor en modstander der har spillet med stor energi i deres første kampe, og hvor vi har haft momentum og marginalerne på vores side, kan man set med neutrale øjne mene, at SønderjyskE godt kunne have fået større udbytte af deres kampe, vurderer AaB’s cheftræner.
 
– Med mod og en aggressiv spillestil er de svære for alle hold at spille mod, hvilket understreges ved deres flotte forår. Derfor forventer vi et meget levende og energifyldt opgør fredag aften.
 
– Vi har dog en stor tro på, at vi atter kan tage point på en svær udebane, hvilket vil være et super resultat for os frem mod landskampspausen, afrunder Kent Nielsen, der til opgøret har udtaget følgende 19-mands trup.
 
1 Nicolai Larsen, 2 Patrick Kristensen, 3 Jakob Ahlmann, 4 Lasse Nielsen, 5 Kenneth Emil Petersen, 9 Thomas Augustinussen, 10 Jeppe Curth, 11 Nicklas Helenius, 14 Mathias Wichmann, 17 Kasper Kusk, 18 Lucas Andersen, 20 Henrik Dalsgaard, 21 Nicholas Gotfredsen, 22 Carsten Christensen, 23 Nicolaj Thomsen, 26 Rasmus Thelander, 29 Rolf Toft og 30 Kayke, samt U/19-landsholdsspilleren Christian Rye.
 
Anders Due er ude med en ankelskade, mens Rasmus Würtz er i karantæne.
 
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder