40 procent af alle større tøjbutikker balancerer på kanten af konkurs

23 august, 2012 | 06:03
Arkiv

40 procent af alle større tøjbutikker balancerer på kanten af konkurs
Mere end 40 procent af detail-virksomhederne i modebranchen har ringe eller slet ingen kreditværdighed
Det er blevet hverdag efter den københavnske modeuge. Champagne, catwalks og klapsalver til nye kreationer er afløst af en anderledes rå virkelighed. Antallet af mode-virksomheder med ondt i økonomien er næsten på højde med katastrofe-året 2010. I dag har mere end 40 procent af alle større detail-butikker inden for den danske tøj- og modebranche så ringe kreditværdighed, at de reelt balancerer på kanten af konkurs. Dermed er 60 procent flere virksomheder kommet i farezonen i forhold til før finanskrisen. De dystre tal fremgår af en ny analyse fra kreditvurderings-virksomheden Soliditet A/S.
Knap 27 procent af alle aktie- og anpartsselskaber i den danske modebranche er i stand til at mønstre AAA- eller AA-kreditværdighed, hvilket gør den kort- og langsigtede drift helt uproblematisk. 33 procent er klassificeret med A-kreditværdighed, hvilket giver mulighed for begrænset kredit. De resterende godt 40 procent lever så at sige fra hånden i munden og er yderst sårbare overfor selv små udsving i omsætning og indtjening.
Færre butikker
Antallet af konkurser er mere end fordoblet i forhold til før finanskrisen. Siden finanskrisens start har mere end 500 detail-virksomheder inden for modebranchen været tvunget til at dreje nøglen om.
Analysen afslører også, at lysten til at åbne ny tøjbutik er stærkt aftagende. Før finanskrisen åbnede fire nye butikker for hver butik, der lukkede. I dag er der flere butikker, der lukker end åbner.
Danmarks største kreditforsikrings-virksomhed, Atradius, mærker tydeligt tøjbranchens krise.
-Analysen illustrerer tydeligt, at privatforbruget i Danmark har taget et ordentligt dyk og at de fleste danskere stadig er meget tilbageholdende med at bruge penge. Derfor har vi også oplevet en stigende efterspørgsel på kreditforsikringer, siger adm. direktør i Atradius, Jørgen Lavesen.
-Branchens producenter og grossister ved, at mange af deres detailhandels-kunder balancerer på kanten og derfor vil de gerne sikre, at de får betaling for deres leverancer.
-I dag er branchen behæftet med så stor usikkerhed, at leverandørerne meget nemt risikerer at brænde fingrene – og især hvis de ikke – i det omfang, det kan lade sig gøre – har sørget for at forsikre ordrerne til deres detailhandels-kunder, siger Jørgen Lavesen.
Atradius forsikrer årligt ordrer for mellem12 og 14 milliarder kroner for producenter og grossister inden for tøj- og mode-branchen.
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder