Universitarium tager temperaturen på Aalborg

3 august, 2012 | 07:46
Presse

 

Der er nok mange, der har set den store ballon, der med jævne mellemrum hænger højt hævet over Utzon Center, og måske undret sig over, hvad den dog skal bruges til? Det er såmænd en vejrsatellit, og publikum kan være med til at bestemme, hvad satellitten skal måle.
 
Når temaet for årets Universitarium, Aalborg Universitets sommereksperimentarium, nu er ”Se ting du ikke kan se”, kan det måske virke lidt paradoksalt, at en så synlig ting som den store heliumfyldte ballon, der tre gange om dagen sendes op i himlen over Aalborg, er en del af udstillingen, men det er der en god grund til.
 
Tre gange dagligt hejses den heliumfyldte vejrballon op i himlen over og sender så data ned om temperatur, tryk og højde, og samtidig giver et webcam publikum mulighed for at få et kig på Aalborg set fra oven- Med ballonen, som faktisk er en vejrsatellit, kan man faktisk se og måle ting, som vi ellers ikke vil kunne se, eksempelvis temperatur, tryk og højde – og med det installerede webcam kan publikum samtidig se Aalborg fra en anden vinkel end man normalt gør, nemlig fra oven, siger Ditte Haulrich, som er en af de studerende fra universitetet, de såkaldte piloter, der bruger sommeren på at hjælpe publikum til en god oplevelse i årets Universitarium, hvor der er fri entre for alle.
 
Ballonen bliver opsendt tre gange dagligt (klokken 12, 14 og 16) i forbindelse med fysikshows, hvor piloterne viser spændende eksperimenter inden for temaet ”Se ting du ikke kan se”, hvor publikum for eksempel vil få lejlighed til at se, hvordan lydbølger egentlig ser ud, og snart får publikum også direkte indflydelse på, hvad der skal måles i vejrsatellitten, når den bliver sendt op i en højde på op til 100 meter i himlen over Aalborg Havn.
 
– Publikum vil selv kunne komme til at programmere de chips, der bliver sendt op i satellitten, så publikum kan måle tryk/højde, temperatur eller acceleration, siger Ditte Haulrich, som tilføjer, at det gode vejr får rigtigt mange til at gå tur på havnen, og at de på turen på havnen ofte får øje på Universitarium og derfor kigger ind.
 
Og der ER mange muligheder i Universitarium, hvor publikum selv har rig mulighed for at være aktive og prøve de mange spændende ting i Universitarium og på den måde lære gennem oplevelser. Publikum kan eksempelvis selv prøve at lave en kikkertoperation, scanne en kuffert for mistænkelige genstande eller opklare et 100 år gammelt mord og meget mere.
 
– Udstillingen er primært rettet mod børn og unge, men vi kan tydeligt se, at folk i alle aldre, der har nysgerrigheden og legebarnet i behold, har nogle gode timer, så jeg vil opfordre hele familien til at kigge forbi. Og tegnebogen kan de godt lade blive hjemme, for Universitarium er helt gratis, siger Ditte Haulrich.
 
• Der er gratis entré til Universitarium i Utzon Center på havnefronten i Aalborg alle ugens dage fra 10-17 indtil 12. august. Fra 13. august til 28. september er der åbent hverdage mellem 15-17, lørdag og søndag mellem 10-17.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder