Psykiatrien tager på festival

22 juni, 2012 | 09:53

For første gang tropper Psykiatrien i Region Nordjylland op på festival i det nordjyske – både Thy Rock og Nibe Festival. Det sker som led i landskampagnen EN AF OS. Psykiatrien deltager for at få sat de unge i stævne.
 
– Unge er en vigtig målgruppe i kampagnen, da de står på tærsklen til at etablere en selvstændig tilværelse og nye netværk. Samtidig er ungdommen erfaringsmæssigt en sårbar periode, hvor alvorlige psykiske lidelser som fx skizofreni kan bryde ud. Det betyder også, at unge i særlig grad kan blive belastet af fordomme, tabuer og diskrimination knyttet til psykiske lidelser. Følgevirkningen heraf kan være både selvstigmatisering og forsinket indsats behandlingsmæssigt og socialt, fordi den unge viger tilbage fra at opsøge hjælp, fortæller den regionale koordinator Inge Garde Andersen.
 
Hun fortsætter:
– En del unge vælger at ”selvmedicinere” sig via brug af alkohol og euforisende stoffer – som omvendt også kan være direkte udløsende i forhold til psykiske sammenbrud. Antallet af unge, der kommer i kontakt med psykiatrien er stadigt stigende, og undersøgelser peger på, at der er markant mistrivsel hos visse grupper af unge.
 
– Derfor er det rigtig interessant, at vi har fået mulighed for at være med til både Thy Rock og på Nibe Festival, hvor mange unge deltager. Vi får således mulighed for at nå meget længere ud og fortælle om kampagnens budskaber og ikke mindst svare på de mange spørgsmål, der er om psykisk sygdom – forhåbentlig kan vi være med til at aflive nogle af de mange fordomme og myter! Jeg tror, at det får stor effekt, at vi kommer ud til de unge – hvor de er, og ikke omvendt. Vi glæder os og håber, at mange får lyst til at slå et smut forbi vores telt og tale med os, slutter Inge.
 
Stigning af unge i psykiatrien
Antallet af unge, der kommer i kontakt med Psykiatrien er stadig stigende, og undersøgelser peger på, at der er markant mistrivsel hos visse grupper af unge. Derfor er det vigtigt, at der bliver skabt mere åbenhed om psykisk sygdom, så man tør tale om, hvordan man har det og tør spørger, når man er i tvivl.
 
I den forbindelse er det væsentligt, at man også får skabt fokus på dilemmaet – omgivelserne kan ofte være i tvivl om, hvorvidt der skal gribes ind i forhold til den unge – altså hvornår symptomerne er knyttet til egentlig sygdom, og hvornår der er tale om en lidt voldsom eller særpræget pubertet.
 
Væk med tavshed, tvivl og tabu om psykisk sygdom
EN AF OS er en landskampagne, som har til formål at gøre op med diskrimination og udelukkelser af mennesker, der har eller har haft en psykisk sygdom. Det skal være lettere for den enkelte med psykisk sygdom at leve et fuldt og godt liv som en ligeværdig del af samfundet: Alle er og skal føle sig som EN AF OS.
 
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder