Oplev tangoen fra Buenos Aires med Orquesta Tipica Andariega

14 juni, 2012 | 05:30

Søndagsmatiné d. 17. juni kl 14 – 16
på Nordkraft i Turbinehallen. Gratis entré.
Inden koncerten er der introduktion til tangodans… fra kl 13 – 14
Det efterspurgte og pladeaktuelle orkester La Andariega turnerer for første gang i Europa, og den ni mand store gruppe er en unik og sjælden mulighed for at opleve et klassisk tangoorkester på disse kanter. Den 15. juni ankommer La Andariega til Danmark, hvor de lægger ud med at spille på den flotte Poema milonga i Islands Brygge Kulturhus. Frem til d. 24. juni vil orkestret spille på forskellige scener rundt omkring i Danmark og præsentere deres nye CD ”Pertenencia”, som udkom i oktober 2011.
Orkesteret er skabt i 2009 på initiativ af en ung, fransk pianist, Pauline Noques, som tidligere har spillet i Danmark med sin tangoduo El Adoquín. La Andariega består af ni musikere og har det traditionelle tangoformat bestående af tre violiner, tre bandoneoner (den særlige tangoakkordeon), klaver, kontrabas og vokal. Musikken er udover at være velegnet til dans kendetegnet ved at have et dynamisk, unikt udtryk og en kraftfuld performance, som også holder den ikke-dansende lytter fanget. Repertoiret består af nyfortolkninger af tangoklassikere samt splin¬ternye kompositioner indenfor den over 100 år gamle musikgenre.
Andariega betyder den, der vandrer. Og flere af orkestrets unge medlemmer har netop foretaget noget af en vandring for at komme til at spille tangoen i dens vugge, Buenos Aires, hvor orkestret har fast base. Foruden den franske dirigent og en lille håndfuld argentinere, udgøres orkestret nemlig af endnu en franskmand, en italiener, en hollænder og tilmed også en nordjyde. Disse europæere er alle valfartet til Buenos Aires for at dyrke musikken i tangoens hovedsted, hvor en ny generation af musikere har genoptaget tangoen og givet den nyt liv, efter at den i flere årtier var så godt som forsvundet.
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder