1 år i ARK’en. Et fantastisk arbejdsfællesskab

14 juni, 2012 | 05:44

Et fantastisk arbejdsfællesskab. Det kunne også være overskriften for ARK Aalborg, der er Aalborg Kommunes klub-tilbud til borgere med let til moderat hjerneskade.
 
ARK Aalborg holder til i Mølleåarkaden i centrum af Aalborg, og har nu eksisteret i et år. Det markeres på fredag den 15. juni.
 
”Gennem det vores første år er vores klub stille og roligt vokset, og vi har været i stand til at hjælpe mange mennesker med at komme tilbage i beskæftigelse”, siger beskæftigelseskoordinator Pernille Teisen fra ARK Aalborg.
 
Fællesskab, støtte og udvikling af egne styrker. Det er blandt andet det, ARK Aalborg tilbyder gennem praktisk arbejde i en af de to arbejdsenheder, der er en helt central del af klubben.
 
Den ene arbejdsenhed driver caféen i klubben, og den anden tager sig af kontor, bogholderi, regnskab og alt det praktiske, der er forbundet med at drive en klub.
 
Arbejdet sigter mod at udvikle ressourcer og kompetencer, der kan føre til meningsfuld beskæftigelse, f.eks. fleksjob, job med løntilskud, frivilligt arbejde, uddannelse, og virksomhedspraktikker som led i afklaringen for sygedagpenge- og kontanthjælpsmodtagere.
 
Fødselsdagen markeres fredag den 15. juni klokken 12.
På dagen vil der være taler af blandt andet rådmand Tina French Nielsen og næstformand for Hjernesagen Anna Grete Martens. Lidt godt til ganen bliver der også – som det sig hør og bør ved en fødselsdag.
 
Fakta om ARK
ARK Aalborg er en ArbejdsRehabiliteringsKlub for personer med let til moderat erhvervet hjerneskade, uanset forsørgelsesgrundlag. Klubbens drift varetages i et arbejdsfællesskab af medlemmer og medarbejdere.
 
Køkken/cafeenheden laver morgenmad og frokost dagligt, og kontor/ vedligeholdelsesenheden holder styr på arrangementer, regnskaber, medlemslister, indretning, reparationer, rengøringsopgaver m.m.
 
Et medlemskab i ARK Aalborg sigter mod øget meningsfuld beskæftigelse; det vil sige, at man i klubben kan få støtte og vejledning i forhold til at komme i arbejde på ordinære eller støttede vilkår, få et frivilligt arbejde, eller få et mere indholdsrigt fritidsliv.
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder