Ferien i udlandet koster næsten tre gange så meget som i Danmark

13 juni, 2012 | 08:37
Arkiv

 

Sommerferiebudgettet er ved at være lagt i mange danske hjem. Og mens hver dansker, der skal holde ferie i udlandet, planlægger at bruge mere end 18.000 kr. på ferien, så planlægger de, der bliver under mere hjemlige himmelstrøg, at spendere knap 6.500 kr. Det viser en undersøgelse for hoteleksperten Hotels.com blandt 1.193 danskere.
Når danskerne rejser udenlands i sommerferien, skal der ikke spares på noget. Således har de, der planlægger at rejse til udlandet til sommer, gennemsnitligt afsat mere end 18.000 kr. til ferien. Mens de, der planlægger at holde ferie i Danmark, gennemsnitligt har afsat knap 6.500 kr. til overnatning, transport, lommepenge og øvrige ferieudgifter.
Længden på ferien er dog noget nær den samme, idet de, der skal holde ferien i Danmark, gennemsnitligt vil holde 13,3 dage, mens sommerferien i udlandet varer 13,8 dage.
Det viser en undersøgelse for hotelbookingportalen Hotels.com blandt 1.193 danskere.
 
Feriepengene spenderes på udlandsrejser
Noget tyder altså på, at danskernes surt tjente penge vil fosse ud af Danmark i løbet af sommeren, idet budgettet for en ferie i udlandet er næsten tre gange (2,8) så stort som feriebudgettet for en dansk ferie.
Pr. feriedag i Danmark vil vi således gennemsnitligt bruge 487 kr., mens vi bruger 1.325 kr. pr. feriedag i udlandet.
”En ferie i udlandet er ofte dyrere end en ferie i hjemlandet, fordi eksempelvis transportudgifterne er større, når man skal rejse langt. Derudover forledes man måske også nemmere til at shoppe souvenirs og andre forbrugsgoder, når man er i et nyt og spændende land, hvor priser og mulighederne er nogle andre,” mener Yvonne Bonanati fra Hotels.com og fortsætter:
”Fly og hotel gør indhug i feriebudgettet. Mens nogle af dem, der holder ferien i Danmark, kører i egen bil og måske bor hos venner og familie eller i sommerhus. Herudover holder nogle danskere jo også lidt ferie i deres egen have med familien.”
40 pct. af danskerne holder sommerferien i Danmark, mens 57 pct. holder den i udlandet. Hver tiende (9 pct.) holder ikke sommerferie i 2012.
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder