Lille Vildmosecentret opnår statsstøtte

9 juni, 2012 | 06:29
Ib Dyhr, Lille Vildmosecentret)

 

Efter seks års intensivt arbejde med naturformidling er Lille Vildmosecentret nu blevet udpeget som Videnspædagogisk Aktivitscenter. Hermed opnår centret støtte til sit arbejde fra Ministeriet for Børn og Undervisning.
 
Rundt omkring i Danmark ligger 14 attraktioner, som alle er udpeget til Videnspædagogiske Aktivitetscentre. Denne eksklusive gruppe er Lille Vildmosecentret nu blevet medlem af, bl.a. fordi centret gennem årene har formidlet natur til mere en 500.000 gæster, gennem oplevelser af høj kvalitet.
Hvert år møder ca. 1 million mennesker, hvoraf halvdelen er børn og unge, en enestående vidensformidling på disse centre. De spænder fra formidling om den dybeste geologiske undergrund, over himmelrummet, til Danmarks højmoser. Fra livet i oldtiden og frem til nutidens bæredygtige samfundsindretninger. Fra store naturoplevelser og forståelse af vandmiljøer og fauna til front-edge naturvidenskab. Og alt er illustreret og forklaret via dagligdagseksempler og tilrettelagt på en sådan måde, at alle – børn, unge og voksne – får hands-on oplevelser og dermed indsigter i de mest komplekse sammenhænge.
 
På Lille Vildmosecenter er man særdeles stolt over at være kommet i selskab med naturcentre som Aqua i Silkeborg, Vadehavscentret, Geocenter Møns Klint, Eksperimentarium og NaturBornholm. ”Det viser, at vi har fat i den lange ende”, siger Bo Gregersen, leder af Lille Vildmosecentret. ”Vi har arbejdet hårdt og målrettet for at komme på finansloven og nu er det endelig lykkedes”, siger han. ”Det betyder for os, at vi kan skabe endnu flere unikke oplevelser for alle vores gæster, og det betyder også at vi kan tiltrække endnu flere skoleklasser”, fortsætter han stolt. ”Jeg håber da også, at vi får besøg at ministeren for Børn og Undervisning inden for de næste år, og jeg er sikker på at miljøministeren vil anbefale sin kollega et besøg. Hun har jo lige været på en succesfyldt visit hos os, hvor hun bl.a. kom helt tæt på mosens vilde kongeørne og fik målt dybden på højmosen.”
 
”De Videnspædagogiske Aktivitscentre er brobyggere mellem det formelle og uformelle læringssystem i Danmark. Børn, unge og deres lærere, pædagoger og familier får ”Viden gennem oplevelser”. Det er centrenes motto”, fortæller Bo Gregersen, ”og nu er det også vores”.
 
Foto: En ung glad gæst får hands-on oplevelse af en af Lille Vildmosecentrets rotter.
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder