Natur mad i Lille Vildmose – råger og råbuk

14 maj, 2012 | 07:57

Traditionen tro er der børnearrangement på Lille Vildmosecentret Kristi Himmelfarts Dag.
 
Men i år bliver tingene lidt anderledes. Der er ingen scene og ingen kendte navne, derimod skal børnene selv i gang, når der tilberedes mad over bål.
 
Lille Vildmosecentret arrangerer nemlig NATURMAD torsdag den 17. maj fra klokken 11.00-15.00. Rundt omkring på området vil der blive tændt bål og grill, og der vil være masser af muligheder for selv at røre, skære og selvfølgelig smagsprøver.
 
Kan du lide fisk?
Et af stederne vil der blive sat et bassin op med levende ørreder. Her kan børnene selv fange en ørred, gøre den ren og til sidst grille den over bålet med friske ramsløg.
 
Er man mere til fugl?
Egentligt er rågen en fredet fugl, da EU har fredet alle spurvefugle. Det betyder dog på ingen måde, at den er en truet fugleart i Danmark – nærmest tværtimod. Derfor har Aalborg Kommune også tilladelse til at regulere bestanden. Aalborg Kommunes Skytte kommer og fortæller om rågereguleringen, og med sig har han en masse råger. Rågens bryst udgør nemlig en lækker spise, som man kan smage efter selv at have flået rågen og stegt brystet over åben ild.
 
Flåning af sommerbuk
Den 16. maj går bukkejagten ind, og hvis skytterne har haft heldet med sig, vil naturvejleder Jakob Konnerup flå en sommerbuk og lave smagsprøver på grillen.
 
Grøntsagssuppe
Og endelig, hvis man ikke har lyst til at røre ved hverken fugl, frisk eller buk, så er der mulighed for at gå i krig med en masse friske grøntsager, som skal i suppen, der selvfølgelig koges over bål.
 
Der er tændt op til en hyggelig dag i Lille Vildmosecentret.
 
Det anbefales at man selv medbringer en kniv, samt kop og ske til smagsprøver.
Se mere på Lille Vildmosecentrets hjemmeside

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder