Hædersprisen Aalborgmanden er blevet uddelt

8 maj, 2012 | 07:15

Magistraten i Aalborg Kommune har i gåruddelt byens hæderspris “Aalborgmanden” til Henrik Jensen fra SIFA, Ann Pia Kjær fra “Sundhed i Bevægelse,” Verner Sørensen fra Aalborg Firmaidræt og Kim Jensen, der er assisterende træner for kvindelandsholdet.
 
“Aalborgmanden” blev indført tilbage i 1964 og er byens tak til personer, der har ydet en værdifuld indsats for Aalborg eller for at have gort byens navn kendt rundt om i verden. I dag fik hele fire personer tildelt hædringen af magistraten i Aalborg.
 
Kim Jensen, der er assisterende landstræner for kvindelandsholdet og underviser på Aalborg Idrætshøjskole, modtog “Aalborgmanden” fra borgmester Henning G. Jensen. “Jeg er hamrende stolt, og jeg er meget glad for mit arbejde på Aalborg Idrætshøjskole, hvor jeg oplever, at de unge – især københavnerne – finder ud af, at Aalborg har rigtig meget sjæl,” sagde Kim Jensen efter hædringen.
 

 
Ann Pia Kjær modtog “Aalborgmanden” for projektet “Sundhed i Bevægelse” i Haraldslund, som er et tilbud til kræftramte. “Tak fordi I troede på ideen,” lød det til magistraten fra en rørt Ann Pia Kjær.
 
Verner Sørensen, der er formand for Aalborg Firmaidræt, blev hædret for sit mangeårige arbejde for firmaidrætten.
 
Henrik Jensen, der er formand for de Samvirkende Idræts-foreninger Aalborg (SIFA) fik “Aalborgmanden” for sit arbejde med idrætten. “Du er en god mand for idrætten – du har prioriteret og kæmpet for sagerne og fået ført rigtig mange ting igennem,” lød de rosende ord fra borgmester Henning G. Jensen til Henrik Jensen.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder