KONTROVERSIEL VÅBENCONTAINER I AALBORG HAVN

7 maj, 2012 | 09:05

I weekenden er der mulighed for at kigge indenfor i Amnestys våben-container på Nørresundby Havnefront ved by- og havnefesten. I containeren kan du blandt andet møde folketingspolitiker Orla Hav, forfatter Inge Eriksen og fodboldspiller Thomas Augustinussen som også bakker op om Amnestys kampagne for mere kontrol med den internationale våbenhandel.
 
Den røde våben-container er af samme slags, som bruges til at fragte våben til konfliktområder. Amnesty har sendt containeren på Danmarks-turne som led i kampagnen for en FN-traktat, der kan forhindre, at våben ender i hænderne på militser, oprørsgrupper og diktatorer.
”Mange lande tjener penge på at sælge og transportere våben. Men fordi der ikke er internationale regler for våbenhandel, risikerer man, at våbnene ender i hænderne på folk, som bevidst bruger dem til at dræbe, undertrykke og krænke almindelige menneskers rettigheder. Manglen på internationale regler for våbenhandlen står i skærende kontrast til de mange regler, man har på andre handelsområder og medfører dagligt grusomme krænkelser af menneskerettighederne,” siger Amnesty Internationals kampagnekoordinator Jakob Silas Lund.
I containeren kan man blandt andet sende en foto-hilsen til de beslutningstagere, som mødes i FN til sommer for at forhandle nye regler for den internationale våbenhandel. Amnestys lokalforening byder på kaffe og underholdning og en snak om konsekvenserne af ukontrolleret våbenhandel.
 
Her finder du containeren : Nørresundby By- og Havnefest, ved Interiør (tidligere TripTrap), 10-12. maj
Torsdag 10. maj kl. 17.30-24.00
Fredag 11. maj kl. 19.00-24.00
Lørdag 12. maj kl. 12.00-24.00
 

Del |

Relaterede nyheder

Mest læste nyheder

Seneste nyheder