Aalborg Håndbold takker for en fantastisk opbakning

7 maj, 2012 | 09:00

Trods otte point i slutspillet lykkedes det os desværre ikke at kvalificere os til semifinalerne. Dermed er sæsonen slut – i hvert fald for den synlige del, der foregår på selve banen. Og det er dermed tid til at gøre status for sæsonen 2011-2012, der jo var Aalborg Håndbolds første sæson som selvstændig håndboldklub, funderer Jan Larsen
 
Prikken over i’et havde selvfølgelig været en plads i semifinalerne, men når jeg ser tilbage på sæsonen, er det med en vis stolthed over det, vi har nået både på og uden for banen, fortsætter Jan Larsen
 
Vi satte os to klare sportslige mål ved sæsonens start: Deltagelse i Final4 og med i kampen om medaljerne i slutspillet. Vi sikrede os deltagelse i Final4 her i Aalborg og kom i finalen mod AG København, som vi desværre tabte til.
 
Vi var desværre for svingende i grundspillet i ligaen, og det betød, at vi sluttede på sjettepladsen og ikke fik point med over i slutspillet, for det var i sidste ende mangelen på et sølle point, der skilte os fra det. Vi præsterede godt i slutspillet og var meget tæt på. Samlet slutter vi dermed på femtepladsen i ligaen.
 
Ellers vil vi huske grundspillet for de to meriterende sejre over AG København – både på hjemme- og udebane. Det var – og er – stort.
 
Vi gik også ind til sæsonen med målsætninger om at få flere tilskuere til vores kampe i Gigantium og øge antal af samarbejdspartnere/sponsorer. Begge dele er lykkedes til fulde. Vi har haft 3.000 tilskuere i gennemsnit til vores kampe, og det er en fremgang på ca. 1.000 i forhold til sidste sæson. Jeg kan ikke takke jer nok for den fantastiske opbakning, der har været gennem hele sæsonen, og vi håber, at det fortsætter næste sæson.
 
Vi har også haft en flot tilgang af nye samarbejdspartnere, og det ser ud til, at det fortsætter hen mod næste sæson, så vi fortsat kan opfylde ambitionen om at være i toppen af dansk herrehåndbold.
 
Vi er i fuld gang med forberedelserne til næste sæson. På den sportslige front har vi allerede offentliggjort flere nye spillere til afløsning for dem, der forsvinder, og træner-duoen Nikolaj Jacobsen og Morten Bjerre er på plads, slutter Jan Larsen
 
Så næppe er den ene sæson afsluttet, før vi glæder os til den næste. Er du blandt dem, der har haft sæsonkort i denne sæson, så husk, at du indtil 18. maj kan forny dit kort og få samme plads, inden salget af sæsonkort derefter gives frit.
 
 
 
 
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder