Jørgen Leth, Søren Ulrik Thomsen, Nicolaj Stochholm 20 april, 2012 | 06:59 Af Chefredaktør - Vagthavende …akkompagneret af 7-mandsbandet Det Glemte Kvarter. Lørdag, den 21. april – kl. 15:30 på Skråen i Nordkraft Pris: 185 kr. inkl. gebyr Der hersker ingen tvivl om, at det er 3 af Danmarks mest toneangivende forfattere, der sammen med bandet Det Glemte Kvarter præsenterer en musik/lyrik aften fyldt med glæde, sorg, liv og død. De 3 prominente forfattere har sat det unge band i stævne og vil i hver deres lille afdeling præsentere lyrik udsat for bandets musik. Denne aften kommer til at rumme meget mere end jazz’ n’ poetry. Således vil publikum blive vidne til nordisk melankoli, østens varme rytmer, frie improvisationer samt behagelig pop. Forfattere og band har tidligere optrådt sammen for fulde huse på Copenhagen Jazzhouse og Louisiana Museum of Modern Art. De vellykkede koncerter og den gode kemi på scenen er nu blevet til et længerevarende samarbejde i foråret 2012. I Søren Ulrik Thomsen/Jørgen Leth/Nicolaj Stochholm/Det Glemte Kvarter konstellationen vil mangt og meget smukt, velformuleret og inspirerende musik og lyrik opstå. De medvirkende: Jørgen Leth er en person som langt de fleste danskere har stødt på. Med sit virke i mange forskelige kunstneriske sammenhænge – ikke mindst musik og lyrik – har han gennem de seneste 5 årtier præget dansk kunst og kultur. Jørgen Leth vil læse op fra sine tidligste digtsamlinger fra 60’erne frem til nutidens nyskrevne digte. Søren Ulrik Thomsen udgav i 2011 sin første digtsamling i 9 år. Digtsamlingen med navnet Rystet Spejl har solgt mere end 10.000 eksemplare. Søren Ulrik Thomsen debuterede med digtsamlingen City Slang i 1981 og står i dag som en af dansk lyriks betydeligste digtere. Nicolaj Stochholm udgav i 2011 den anmelderroste digtsamling Odefabrikken. Med sin udtryksstærke – til tider næsten lukkede billedstil – fremstår han som en moderne pendant til romantikkens og symbolismens poesi. Det Glemte Kvarter henter inspiration fra mange forskellige musikgenre. Musikerne arbejder primært med lyrikbaseret musik og formår på fineste vis at skabe den helt rigtige stemning til forfatternes tekster. Medvirkende: Jørgen Leth: oplæsning Søren Ulrik Thomsen: oplæsning Nicolaj Stochholm: oplæsning Maja Hartnack – Vokal Malene Brask Olsen – Klarinet, Basklarinet & percussion Mikkel Grevsen – Trompet Anders Kirkegaard – Guitar Janus Rønn Lind – Klaver Jesper Thorn – Kontrabas Terkel Nørgaard – Trommer Del | Af Chefredaktør - Vagthavende Tilbage