Mozarts Tryllefløjten på scenen i Aalborghallen

18 april, 2012 | 07:00
Arkiv

Selvom Aalborg Operafestival for nyligt blev afsluttet, står endnu en opera nu igen på spring i Aalborghallen. Dresden Statsoperette opfører nemlig deres store version med omkring 100 medvirkende i eventyret om Tryllefløjten den 4. maj kl. 20. i Aalborghallen.
Den eventyrlige historie om Tryllefløjten foregår i et utopisk ukendt rige i de østlige lande, hvor menneskene endnu har tiltro til de gamle guder, og hvor gudernes mysterier er nærværende. Prins Tamino forelsker sig i den smukke prinsesse Pamina, der er datter af Nattens Dronning, og som er taget til fange af den onde troldmand Sarastro. Prins Tamino begiver sig nu ud på en frygtløs rejse for at redde prinsessen, og Nattens Dronning giver ham tryllefløjten med på vejen, da den kan beskytte ham mod det onde, han vil møde på sin vej. Prinsen begiver sig, sammen med dyrefuglen Papageno, mod Sarastro, som de til deres store overraskelse opdager slet ikke er ond.
En opera for alle
Tryllefløjtens musikalske hovedfigur, den muntre fuglefænger Papageno, er en sjov skikkelse, der både er dyr og menneske, og som har en komisk indvirkning på historien. Den eventyrlige historie om kærligheden, der først kan sejre efter en række prøvelser, er let tilgængelig for både børn og voksne. Mozarts iørefaldende musik og den talte dialog gør, at den egner sig som introduktion til operaens verden, og det er også af den grund, at det er en af verdens mest populære operaer.
Komponist: Wolfgang Amadeus Mozart
Dirigent:Ernst Theis og Christian Garbosnik
Produktion: Axel Köhler
Scenografi:Hartmut Schöghofer
Korleder:Thomas Runge
Kostumer:Corinna Crome
 
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder