Komikeren Thomas Warberg vender fornuften på hovedet

16 april, 2012 | 08:57

Drop hjelmen.
Thomas Warberg – hvorfor har du ikke cykelhjelm på?
Komikeren Thomas Warberg vender fornuften på hovedet, når han med en god portion humor ”opfordrer” unge i Aalborg Kommune til at droppe cykelhjelmen.
”Drop cykelhjelmen – der sker jo ikke noget med dig – vel?”
 
Sådan lyder det fra Aalborg Kommune og komikeren Thomas Warberg i en ny cykelhjelmskampagne, der lanceres i Aalborg den 16. april 2012.
 
”Forskningen viser, at unge i alderen 16-25 år er særligt disponeret for at tage unødige risici – også i trafikken. Det er også dem, der er dårligst til at bruge cykelhjelm. Derfor mener vi det er vigtigt over tid at arbejde på at skabe en holdningsændring blandt cyklister”, siger Anne Mette P. Andersen, Kampagnekoordinator fra Aalborg Kommune.
 
Humoristisk og uhøjtidelig appel
Omdrejningspunktet for den nye kampagne er en film med Thomas Warberg, der med en humoristisk og uhøjtidelig appel udfordrer cyklister i Aalborg på deres undskyldninger for ikke at bruge cykelhjelm.
 
Da filmen blev optaget på Nytorv i Aalborg blev undskyldninger som ”Den ødelægger håret”, ”Jeg har glemt den” og ”Mit hoved er for lille” brugt flittigt, og det er disse uholdbare undskyldninger, kampagnen prikker til.
 
”Jeg tror alle ved, at undskyldningerne dybest set ikke holder vand. Oveni er målgruppen traditionelt svær at nå, og en løftet pegefinger kan have modsat virkning. Vi tror på, at en humoristisk og uhøjtidelig tilgang har en bedre effekt og håber, at kampagnen får de unge til at reflektere over deres fravalg af cykelhjelmen”, forklarer Esben S. Thomsen fra reklamebureauet SHRPA, som er Aalborg Kommunes konceptudvikler bag kampagnen.
 
Overraskende tilgang med humor
Kampagnens centrale budskab ”Drop cykelhjelmen – der sker jo ikk’ noget med dig – vel?” er et præcist angreb på de unges tilbøjelighed til risikofyldt adfærd og manglende hjelmbrug.
 
” I forhold til vores tidligere cykelhjelmskampagner bruger vi en anderledes og nok lidt overraskende tilgang i år. Selvfølgelig ønsker Aalborg Kommune ikke, at de unge skal droppe cykelhjelmen, men vi mener, tonen er den rigtige for at møde målgruppen – det dur ikke at være belærende og snusfornuftige”, forklarer Anne Mette P. Andersen fra Aalborg Kommune.
 
Bedste og værste undskyldninger
Budskabet forankres på kampagnesitet www.drophjelmen.dk, hvor man kan vinde en tur til Nibe Festival med 4 venner ved at skrive ens sjoveste, vildeste eller dummeste undskyldning for ikke at bruge cykelhjelm.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder