Aalborgs kommunale tandpleje skal inspirere tandlæger i EU

13 april, 2012 | 05:55


25 tandlæger fra 20 forskellige EU-lande skulle torsdag d. 12. april høre om Aalborg Kommunes indsatser for børn, unge og ældres tandsundhed.
 
Aalborgs kommunale tandpleje skal inspirere tandlæger i EU
35 tandlæger fra 20 forskellige EU-lande skal torsdag d. 12. april høre om Aalborg Kommunes indsatser for børn, unge og ældres tandsundhed. To tandlæger fra Aalborg Kommune holder oplæg på en stor EU-konference – og bidrager dermed til at inspirere tandlæger i hele EU.
– Aalborg Kommune har en veludviklet moderne kommunal tandpleje, der tænker nyt og udvikler tandplejen i forhold til borgernes behov. Hermed kan Tandplejen i Aalborg Kommune virke som en inspiration for andre europæiske lande. Landenes repræsentanter kan se, hvordan vi udvikler lokale moderne offentlige tandplejetilbud, der er tilpasset det lokale behov, forklarer Lene Vittrup fra Sundhedsstyrelsen, som arrangerer konferencen.
Konferencen forgik i København i anledning af, at Danmark i dette halvår er formandsland i EU.
 
At forebygge er bedre end at bore
Aalborg Kommune er i Danmark kendt som en kommune, der satser helt bevidst og strategisk på at forebygge. Hos overtandlæge Gerd Bangsbo og leder Maiken Bagger vækker den internationale interesse glæde:
– Vi vil hellere forebygge frem for at bore. Vi satser massivt på at forebygge. Knap er de første mælketænder dukket frem hos småbørnene, før de får en invitation til at besøge Tandplejen. Tandsundhed skal være en naturlig del af familiens liv lige fra småbørnsalderen. Vi investerer i at udvikle og fastholde tandsundheden i familien gennem hele livet, forklarer Maiken Bagger.
 
Tandsundhed bygger bro over sociale kløfter
Tandlægerne i Aalborg Kommune nøjes ikke med at fokusere på borgernes tænder. De vil også bygge bro over den sociale ulighed i tandsundhed:
– Tandsundheden er ofte det første offer, når der er sociale problemer i en familie. Børn, der mistrives, kan ofte opdages ved, at deres tandsundhed langsomt krakelerer. Vi søger bevidst at spore og hjælpe børn med problemer, og hermed bidrager vi til at skabe trivsel og reducere de sociale uligheder i samfundet, argumenterer Gerd Bangsbo.
Den kommunale tandpleje hjælper også handicappede samt svage ældre, der ikke selv kan komme til tandlæge.
Konferencen i København slutter fredag d. 13. april. Herefter rejser deltagerne hjem med inspiration fra blandt andet Aalborg Kommune i bagagen.

Del |

Relaterede nyheder

Mest læste nyheder

Seneste nyheder