AAU hjælper fleksible forbrugere til lavere el-priser

3 april, 2012 | 05:30


Aalborg Universitet går nu sammen med partnere i gang med et projekt, der skal hjælpe fleksible el-forbrugere til billigere priser – og som samtidig kan hjælpe med til at opfylde regeringens målsætning om, at 50 procent af den danske el-produktion i 2020 skal komme fra vindmøller.
 
 
Regeringen har som målsætning, at mindst 50 procent af det danske elforbrug i 2020 bliver dækket af strøm fra vindmøller – og det er en udfordring for netselskaberne (som ejer kabler og ledninger, red.), da elforbruget samtidigt forventes at stige markant som følge af flere el-biler og varmepumper, der hver især bruger strøm svarende til forbruget i et gennemsnitligt dansk parcelhus i dag. Nu går Aalborg Universitet og Neogrid Technologies sammen med en række partnere i gang med et projekt, der skal hjælpe med til at nå de 50 procent – og det vel at mærke med begrænsede økonomiske omkostninger for den enkelte forbruger.
TotalFlex hedder projektet, som skal få danskerne til at blive mere fleksible med deres elforbrug og give elselskaberne bedre mulighed for at planlægge deres produktion og forbrug, mens netselskaberne får mulighed planlægge og styre distributionen af el til forbrugerne.
– Det handler om at bruge strømmen, når den er der. Typisk bruges der lidt strøm om natten, og hvis det eksempelvis blæser meget en nat, får vi ikke nytte af den grønne energi fra vindmøllerne med mindre forbrugerne lægger deres forbrug om. Selvfølgelig kan alt forbrug ikke lægges om, for vi tænder for lyset, når vi skal se noget og for komfuret, når vi skal lave mad. Men opvaskemaskinen eller tørretumbleren kan måske lige så godt køre om natten, og el-bilen kan fint lige så vel blive opladet om natten som om aftenen – bare den er klar til næste morgen. Med den rette teknologi i hjemmet bliver det automatisk registreret, hvornår forbrugeren agter at bruge store strømmængder. At flytte den enkelte forbrugers elforbrug batter selvfølgelig ikke meget, men med registreringer fra mange forbrugere, bliver det samlet til en betydelig mængde strøm. Meldingerne vil give el-producenterne bedre mulighed for at planlægge produktionen, og så kan den leverandør med den bedste pris levere strømmen, for der kan sagtens være flere leverandører af strøm til den enkelte husstand, siger professor Torben Bach Pedersen fra Aalborg Universitets Institut for Datalogi.
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder