Unge forskere skaber elegante nye delemuligheder på mobilen 29 marts, 2012 | 05:30 Af Chefredaktør - Vagthavende Ny type software lover mobilbrugerne elegante nye tekniske muligheder for at dele fotos, musik og andet indhold med hinanden. De to unge udviklere fra Aalborg Universitet har stiftet egen virksomhed sammen med professor fra det verdensberømte amerikanske universitet MIT, og internationalt samarbejde skal nu bane vej for teknologiens gennembrud. Janus Heide og Morten Videbæk Pedersen er ph.d.-studerende på Aalborg Universitets Institut for Elektroniske Systemer og iværksættere i det nystiftede selskab Steinwurf, som skal kommercialisere resultaterne fra deres igangværende forskningsprojekt. Takket være gode internationale kontakter har de allerede haft en enestående chance for at vise, hvad de kan udrette med anderledes brug af trådløs netværksteknologi: – Vi har været med i et delvist hemmeligt eksperiment, hvor et stort amerikansk tv-selskab installerede vores software på en almindelig telefon. Det gjorde dem i stand til at afspille et videoklip fra telefonen på en masse andre telefoner i lokalet samtidig, uden at det skulle via telenettet, forklarer Janus Heide. Makkerparret har også udviklet en applikation, som kan bruges til at vise fotos fra en telefon på andre telefoners og computeres skærme. Samme princip kan anvendes til deling af musik: – Når en gruppe unge går og hører musik på gaden, vil de kunne bruge vores teknik til at distribuere en sang fra én telefon ud til alle deres telefoner. Så kan de høre det samme – og spille højere, uden at slæbe rundt på en ghettoblaster, lover Janus Heide. En række af patenterne på området ejes af amerikanske og europæiske universiteter, mens softwareudviklere som Steinwurf omsætter idéer og principper fra forskningsprojekterne til anvendelige løsninger. Steinwurf er en af de grupper i kredsen, der er tættest på at have et brugbart kommercielt produkt, og selskabet har fået eneret på at levere teknologien på mobiltelefoner og mobile applikationer. Selskabet vil understøtte alle gængse platforme (Apple iOS, Android, Windows Phone etc.) takket være smart genbrug af kode. Del | Af Chefredaktør - Vagthavende Tilbage Relaterede nyheder Indlæs flere relaterede nyheder