Unge ud af kriminalitet

22 marts, 2012 | 07:00


Hurtig tværfaglig indsats får unge ud af kriminaliteten
Projekt i Aalborg Øst vil gøre op med den traditionelle tilgang til udsatte unge ved at skabe et tværsektorielt proaktivt bindeled mellem systemet og de unge.
 
”Projekt Aalborg Øst er et samarbejde mellem Aalborg Kommune og Nordjyllands Politi. Projektet er affødt af en stigende kriminalitet og uro i bydelen. Projektet har fokus på risikogrupper og består af en grundig afdækning af, hvem der udgør risikogruppen, hurtig sagsbehandling og anvendelse af mentorordning for de unge. Herudover skal der tilbydes fritidsjob eller aktiviteter målrettet den enkelte unge. Målet er at hjælpe de unge ud af kriminaliteten og i gang med uddannelse eller job,” forklarer Lene Sjøblom, der sidder med i styregruppen bag projekt Aalborg Øst, og som er teamleder i Specialenheden i Familie- og beskæftigelsesforvaltningen i Aalborg Kommune.
 
Det er ikke kun Aalborg, der kan se fordelene ved at sætte hurtigt og tværsektorielt ind over for marginaliserede unge. I København har embedsmændene i Justitsministeriet også fået nys om det succesfulde projekt i Aalborg. Sammen med tre andre projekter er projekt Aalborg Øst nomineret til Den Kriminalpræventive Pris, som bliver uddelt tirsdag den 27. marts på Den Kriminalpræventive Dag i Brøndby.
Projekt Aalborg Øst vil gøre op med den traditionelle tilgang til udsatte unge ved at skabe et tværsektorielt proaktivt bindeled mellem systemet og de unge. Projekt Aalborg Øst skal sikre, at de unge ikke er overladt til sig selv, men motiveres til at sætte nye mål for fremtiden.
 
”Netop fordi vi sætter hurtigt og effektivt ind over for de udsatte unge, med en metode, som de unge respekterer og kan identificere sig med, får vi skabt et unikt, direkte og insisterende bindeled mellem det nuværende system og de unge,” siger Lene Sjøblom.
 
Projekt Aalborg Øst har eksisteret siden januar 2010 og er et tværsektorielt samarbejde mellem Politi, SSP, Skole- og Kulturforvaltningen og Familie- og Beskæftigelsesforvaltningen:
”For at nå de unge, der er ude i kriminalitet eller på vej, er det vigtigt, at vi møder dem i øjenhøjde. Projekt Aalborg Øst opsøger de unge på deres hjemmebaner og får hurtigst muligt en handleplan iværksat. Netop det gør Projekt Aalborg Øst unikt og til et foregangseksempel,” siger Lene Sjøblom.

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder