Én kunstner, én sang – Ny musikblog fra Aalborg

21 marts, 2012 | 11:03

Mandag d. 26. marts 2012 kl. 12:00 lancerer tre unge musiknørder en ny musikblog fra deres base i Aalborg.
 
Bag Nummeret er kort fortalt en musikblog, der ugentligt interviewer en dansk artist med udgangspunkt i ét af deres numre.
Bag Nummeret er skabt på musikkens præmisser, og vi vil dykke helt derind, hvor musikken hører hjemme og bringe dig kunstnernes egne fortællinger og forklaringer på, hvad der har skabt det, du hører. Derfor spænder bloggen vidt genremæssigt, og indholdet kommer til at være alt lige fra etableret rock henover upcoming hiphop til hårdslående klubmusik.
 
Endnu en blog… really??
Baggrunden for overhovedet at starte Bag Nummeret er, at dybdegående musikinterviews efterhånden er en mangelvare. Mange musikinterviews handler mere om solbriller og swag end om musikken. Derfor tog iværksætterånden over, og i bedste ”do it yourself”-stil kastede de ny-udklækkede bloggere Casper, Mathies og Rasmus sig over projektet. De sidste par måneder er fritiden blevet brugt på at kontakte artister og interviewe dem samtidigt med at bloggen skulle designes og programmeres.
 
Bag bloggerne
Casper, Mathies og Rasmus fortæller om tankerne bag og ambitioner med projektet Bag Nummeret.
”Vi er nørdede og passionerede omkring musik – men har manglet et magasin eller en hjemmeside, hvor der bliver gået i dybden med musikken og på musikkens præmisser. Og når man ikke kan få det man efterspørger, så må man jo lave det selv – og det har vi så gjort. Nu glæder vi os til at få siden lanceret og se, hvordan folk tager imod det.”
“Det fede ved Bag Nummeret er, at der er plads til at nørde igennem. Vi kan både snakke inspiration, kreativitet, tekniske detaljer, tekst, produktion og fortællinger om ét enkelt nummer. Det ser man ikke mange andre sider eller magasiner, der tilbyder.”
“Vi er blevet taget godt imod af de kunstnere vi har snakket med indtil videre, og de sætter virkelig pris på at gå i dybden med hvad kreativitet egentlig er for en størrelse.”
“Det at dykke ned i ét enkelt nummer og den kreative proces, åbner op for nogle tanker hos kunstnerne som de tidligere ikke har gjort sig.”
“Vi vil gerne nå der til, hvor kunstnere kommer til os for at få deres tanker med på bloggen og hvor vi har fået hul igennem til den internationale musikscene.”
 
Hvad siger kunstnerne?
Læserne skal glæde sig til at læse om den P3-aktuelle reggae-artist Raske Penge, der sammen med Klumben har lavet nummeret ”Rundt”. I lang tid mente de ikke at omkvædet var stærkt nok, og at det skulle laves om – men de kunne ikke finde på noget bedre, og brugte det alligevel. Nu bliver det spillet på P3 og er blevet set næsten 300.000 gange på Youtube – blandt andet pga. det catchy omkvæd. Det er den slags ærlige historier fra artisterne, der tænder de tre drenge og retfærdiggør at bruge så mange timer på projektet.
 
7 interviews på 7 dage
Første interview lanceres mandag d. 26. marts – og hver dag i samme uge lægges der et nyt interview op. Derefter skal læserne forvente ca. et nyt interview om ugen.
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder