AAU vil øge samarbejdet med vindindustriens leverandører

19 marts, 2012 | 06:57


Aalborg Universitet opfordrer nu vindindustriens leverandører til at intensivere samarbejdet med universitetets mange energikyndige forskere og studerende. En konference i denne uge har sat fokus på potentialet.
 
Konferencen var arrangeret af Aalborg Universitet, Vindmølleindustrien og det nordjyske energipartnerskab EnergyVision.dk. Dekan Eskild Holm Nielsen fra Det Teknisk-Naturvidenskabelige Fakultet benyttede lejligheden til at fremhæve AAUs kompetencer og rækkevidde.
– Vi er Jyllands tekniske universitet med 300 årlige samarbejdsaftaler. 80 ph.d.-studerende er i øjeblikket udelukkende beskæftiget med vindenergi. Vi ønsker et endnu tættere samarbejde med industrien, for vi bliver målt og vejet på vores evne til at skabe værdi for samfundet, lød dekanens besked til vindmølleleverandørerne.
Den politiske paneldebat, som afsluttede konferencen, opfordrede leverandørerne og dansk vindindustri generelt til at stå sammen. Samme melding kom fra Vindmølleindustriens direktør, Jan Hylleberg:
– Danmark er et kompetencecenter i branchen og et land i konkurrence med en række andre lande. Den situation kræver strategisk nytænkning, hvis vi skal fastholde udvikling og produktion. Tiltagene på regionalt niveau er meget værdifulde, men vindmølleproduktion er en national opgave. De forskellige regionale tiltag skulle nødig ende som kopier af hinanden. I den forbindelse er det heldigvis mit klare indtryk, at et universitet som AAU rækker langt ud over eget område og er interesseret i at styrke projekter over hele landet – små som kæmpestore projekter, sagde Jan Hylleberg.
 

Del |

Mest læste nyheder

Seneste nyheder