Mad er blevet billigere, priserne er ikke: – det er sjovere at hæve prisen, siger ekspert

19 februar, 2023 | 14:00
- Af Redaktion
Fødevarepriserne er tilbage på niveauet før krigen i Ukraine. Alligevel mener ekspert, at der kan gå år, før priserne i supermarkedet falder igen.
Info:
Charles Gao - Unsplash

Man har måske allerede vænnet sig til de højere priser i supermarkedet, men de burde faktisk have været på aftog for længst, fortæller TV 2 d. 14. februar.

I hvert fald hvis man kigger på priserne på råvarer som korn, sukker og planteolie. Priserne er faldet, men det er ikke blevet til prisfald i butikkerne.

Lige omvendt er fødevarepriserne faktisk steget 2 procent i januar og 15 procent siden sidste år.

Det kan undre, hvorfor prisfaldet ikke er gået hånd i hånd. Seniorrådgiver ved Institut for Fødevare- og Ressourceøkonomi på KU, Henning Otte Hansen, mener, at det er en blanding af beherskelse og godt købmandskab. Men der er også en kendsgerning, der er svær at komme udenom.

– Det er sjovere for virksomheder at hæve prisen end at sænke den, siger han til Tv2.

Danmarks Statistik kunne da også vise at 68 procent af detailhandlen i januar havde svaret, at de forventer at hæve prisen på fødevarer endnu mere til foråret.

Der er flere årsager til de dyre priser, og nogle af dem er mere tekniske, men de er alle blevet mindre betydelige siden foråret sidste år, siger Henning Otte Hansen.

Det afspejles også i FN’s fødevareprisindeks, som samlet set nu er tilbage på niveauet inden krigen i Ukraine.

Hvad holder prisen oppe?
Ifølge Henning Otte Hansen, må det altså være et bevidst valg om at holde priserne oppe.

– Der er nok nogle gode købmænd, som formår at holde prisen oppe. Men andre er nok også forsigtige og vil være sikre på, at det er vedvarende prisfald, så de ikke sænker priserne for at skulle hæve dem igen, siger han til Tv2.

Han påpeger også, at det kan være, at virksomheder er ramt af underskud, som skal dækkes ind. Det er også en mulighed, at virksomheder har købt råvarer ind hele eller halve år i forvejen til en høj pris, som de prissætter efter.

Spørger man landets største supermarkedskoncerner, Coop og Salling Group, henviser de til høje priser hos deres leverandører. Coop påpeger også, at de ikke har hævet deres priser tilsvarende leverandørerne.

Om der er hold i det, er ifølge Henning Otte Hansen en omstændig opgave at finde ud af. Man skal have adgang til regnskaber og kontrakter, og det er nær umuligt for normale mennesker, siger han.

Billigere i fremtiden
Selvom man kan regne med at priserne vil komme ned igen, kan det komme til at tage flere år, mener Henning Otte Hansen.

– Vi får utroligt hurtigt prisstigninger på fødevarer, men utroligt langsomt prisfald, siger han.

Henning Otte Hansen forventer, at danskerne kan vende tilbage til deres gamle madbudget om ét til to år.

Forskellen på prisstigninger og prisfald er set før i 2007, hvor priserne på brødhvede pludseligt steg, og brødpriserne fulgte efter. Bare måneder efter faldt prisen på brødhvede igen.

Men det var først i 2010, at brødpriserne begyndte at falde igen, og slet ikke i samme grad.

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Kilde: TV2
Relaterede nyheder
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt