Ny indsats: Lær dit barns digitale færden

17 maj, 2023 | 07:00
- Af Redaktion
Det er ikke altid nemt for forældre at gennemskue og regne ud, hvad deres børn laver digitalt, men nu er flere parter heriblandt Forbrugerrådet Tænk gået sammen om at lave en hjemmeside, der skal gøre det lettere at afkode.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

De fleste forældre synes, det er vigtigt at være involveret i børns digitale liv, og 8 ud 10 oplever også, at de har forståelse for deres børns færden på digitale platforme. Men spørger man forældrene om, hvor ofte de taler med børnene om deres digitale liv, svarer 44 pct., at sådanne samtaler kun finder sted 3 gange om måneden eller sjældnere.

Det viser en undersøgelse foretaget i forbindelse med en ny indsats, ’Genvej – til dit barns digitale liv’, som Forbrugerrådet Tænk og Ole Kirk’s Fond nu lancerer i samarbejde med Børns Vilkår, Mary Fonden, Medierådet for Børn og Unge og Red Barnet.

Med ’Genvej – til dit barns digitale liv’ vil organisationerne åbne børn og unges digitale verden for forældrene og give dem endnu bedre forudsætninger for at understøtte deres børns brug af digitale platforme.

Den nye undersøgelse viser nemlig også, at 3 ud af 4 forældre er trygge ved, at deres børn nok skal komme til dem, hvis de oplever noget ubehageligt på nettet. Men ifølge tidligere undersøgelser, hvor man har adspurgt børn og unge selv, sker det kun et fåtal af gangene. Det viser blandt andet en undersøgelse fra Medierådet. Og en undersøgelse fra Red Barnet viser fx, at kun hvert fjerde barn er gået til deres forældre efter at være blevet udsat for en digital krænkelse.

Om Genvej – til dit barns digitale liv

’Genvej – til dit barns digitale liv’ tilbyder en indgang, en genvej, til børn og unges digitale liv. Gennem projektets sociale kanaler og på hjemmesiden genvej.org kan forældre og omsorgspersoner finde konkrete råd og viden og inspiration og øvelser i forhold til en lang række emner og problematikker, som børn og unge måtte støde på online, såsom mobning, digitale krænkelser, influencere og reklamer, ensomhed, gaming og digitale fællesskaber.

På Genvej.org findes både helt nyt materiale men også allerede eksisterende indhold, så det er samlet og let tilgængeligt for forældre.

Formålet med Genvej er at åbne børn og unges digitale verden for forældrene og give dem endnu bedre forudsætninger for stillingtagen og for at understøtte deres børns brug af digitale medier og platforme.

Genvej er et partnerskab mellem Forbrugerrådet Tænk og Ole Kirk’s Fond i samarbejde med Red Barnet, Børns Vilkår, Mary Fonden og Medierådet for Børn og Unge samt med en række andre aktører.

Kilde: Forbrugerrådet Tænk, Ole Kirk’s Fond, Børns Vilkår, Mary Fonden, Medierådet for Børn og Unge, og Red Barnet via Ritzau.

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt