Hotel Jomfru Ane står klar til at hjælpe de unge i nattelivet

Hotel Jomfru Ane
Billedetekst: Foto: Hotel Jomfru Ane

Utryghed og bekymringer omkring de unges færden i nattelivet har fyldt meget de seneste dage. Nu træder Hotel Jomfru Ane til med deres bidrag til, at kunne hjælpe unge sikkert hjem fra byturen.

I kølvandet på de to sager om 22-årige Mia Skadhauge Stevn og 21-årige Oliver Ibæk Lund, har de de sociale medier næsten været rødglødende af snak de sidste par dage – folk har sendt tanker til ofrene, delt deres utryghed og bekymringer, og ikke mindst debatteret om, hvad der nu kan gøres fremover.

En aktør i Jomfru Ane Gade vil nu være med til at afhjælpe denne voksende frygt, der i tiden hviler over at skulle besøge Danmarks største diskoteksgade.

Hotel Jomfru Ane har netop via en besked på Facebook, rakt en hånd ud med hjælp til alle, der gerne vil sikkert hjem fra en nattelig bytur i Gaden.

Beskeden er både på dansk og engelsk, og husker alle unge (og deres forældre) på, at det altid er muligt at komme ind forbi hotellet i selve Jomfru Ane Gade, hvis mobilen er løbet tør for strøm, eller man af anden årsag har brug for hjælp til at ringe efter en taxa, eller en nærmeste.

»Vi vil gerne opfordre til, at alle, som har udfordringer, eller som har brug for hjælp til at komme hjem, kommer ind på vores hotel,« siger manager Magdalena Oravikova til BT, og uddyber:

»Det kan eksempelvis være folk, hvis telefon er løbet tør for strøm. Vi kan tilbyde dem at lade telefonen op, eller vi kan hjælpe dem med at ringe til deres forældre eller efter en taxa.«

Hotelmanageren fortæller, at dette tilbud altid har været der – men føler at der i tiden er behov for, at fortælle flere om, at muligheden eksisterer.

»Vi har besluttet at dele det på sociale medier, fordi vi finder det vigtigt, at alle unge mennesker ved, at vi gerne vil hjælpe dem. Det er mere sikkert at række ud til os, end det er at gå rundt alene ude på gaden,« siger hun.

Selvom appellen umiddelbart kan virke mest rettet mod unge, understreger Magdalena Oravikova dog, at folk i alle aldersgrupper kan få hjælp, hvis de har brug for det.

På Hotel Jomfru Ane er der i weekenden altid en receptionist på arbejde, der står klar til at hjælpe folk, der henvender sig i receptionen. Hotelmanageren fortæller også, at ansatte tidligere f.eks. også har hjulpet berusede turister med at få en taxi til banegården.

Hotel Jomfru Ane oplyser i Facebook-opslaget, at de fra torsdag til søndag har døgnåbent. Skulle du opleve, at døren er låst, og du har brug for hjælp, skal du bruge klokken ved indgangen, skriver de.

DEKLARATION
Alt. tekst:Hotel Jomfru Ane
Titel:Jomfru Ane
Relaterede nyheder
Følg os på facebook
Regionale nyheder
Sider i Nordjylland
Brønderslev
Hjørring
Jammerbugt
Mariagerfjord
Morsø
Thisted
Vesthimmerland
Læsø
Frederikshavn
Rebild
Bagsiden