Skal du til hovedstaden? – besøg Statens Naturhistoriske Museum: Lær om aber

9 maj, 2023 | 04:00
- Af Redaktion
Hvis man savner inspiration til, hvad man skal opleve i ferien eller weekenden, så byder Statens Naturhistoriske Museum på en særudstilling om vores fjerne slægtninge: Aberne.
MinByFoto.dk
Info:
MinByFoto.dk
Dette billede er ikke relateret til indholdet i denne artikel, men er i stedet en midlertidig løsning på en teknisk fejl. Vi beklager ulejligheden og arbejder på at rette problemet.

Aber – vores vilde familie er verdens hidtil mest omfattende udstilling om primater, og den fortsætter Statens Naturhistoriske Museums række af særudstillinger, som sætter fokus på mennesket og naturen. Udstillingen er en fejring af vores nærmeste nulevende slægtninge i al deres mangfoldighed. Gennem mødet med mere end 50 arter i regnskovsagtige omgivelser, giver udstillingen et fascinerende indblik i primaternes verden og en bedre forståelse af os selv og den natur, vi fortsat er en del af.

– Vi mennesker er også primater, så vi kan se os selv i aberne og bruger dem ofte til at forklare menneskelig adfærd, hvad enten det er omsorg, sociale bånd eller aggressivitet. Når vi på den måde spejler os i vores nærmeste slægtninge, oplever vi evolutionen på nye måder, og med større forståelse for vores egen rolle i naturen på godt og ondt, fortæller Peter C. Kjærgaard, direktør for Statens Naturhistoriske Museum.

Der er 521 nulevende arter af primater – inkl. mennesket. Nogle kender vi godt, ikke mindst de store menneskeaber som gorillaer og chimpanser, men blandt primaterne er også forunderlige og fascinerende halvaber som lemurer, lorier og galagoer. Aber – vores vilde familie viser, hvordan mange af arterne er truede, fordi vi med vores levevis ødelægger primaternes levesteder, ligesom vi mange steder driver en ubønhørlig jagt på dem.

– I dag er 2 ud af 3 arter af primater truede, og nogle er på randen af udryddelse. Men udstillingen fortæller også historien om, hvordan vi kan redde arter fra udryddelse, når vi gør en indsats og beskytter dem. Det er det vigtige positive budskab: Det nytter at gøre noget, fortæller Peter C. Kjærgaard.

Oplevelser for hele familien

Aber – vores vilde familie er fuld af viden, leg og alvor, og taler til både børn og voksne. Den spændende regnskovsstemning og interaktive formidling giver gæsterne nye spændende oplevelser, mens vi lærer om abernes sociale adfærd og kommunikation.

Der er flere aktiviteter for hele familien. Blandt andet i Abe-værkstedet, hvor de besøgende kan undersøge kranier og knogler og lære mere om alverdens aber. De kan efterabe abernes ansigter og lave deres helt egen abemaske til at tage med hjem. I udstillingerne møder gæsterne museets værter, som har fundet spændende genstande frem og fortæller de gode historier fra abernes verden.

Kilde: Statens Naturhistoriske Museum – Københavns Universitet via Ritzau 

DEKLARATION
Klik her for at se hele deklarationen.
Relaterede nyheder
Pressenævnet
Tilmeldt pressenævnet siden 25. maj 2011
Tip os
Annoncer
CVR
43545841 - MinByDanmark ApS
Licens
Kontakt