Natten til søndag kl. 01.39 fik Nordjyllands Politi via alarmcentralen en anmeldelse om, at to unge mænd var kørt tværs gennem en 80-årig kvindes hus ved Fjerritslev. Uheldet var sandsynligvis sket mindst en halv time før, da de kørte mod nord af Kollerup Strandvej ved Fjerritslev, hvor bilen formentlig med ret høj hastighed var skredet ud i en let kurve, og derefter kørt gennem de to ydervægge og først standset 75 meter fra huset, ifølge Nordjyske.
Huset har taget stor skade og står helt ustabilt, men på mirakuløs vis slap den 80-årige med forskrækkelsen, og de to unge mænd kom heller ikke alvorligt til skade. Årsagen til uheldet undersøges nu af en bilinspektør og skadeservice er tilkaldt for at sætte plader på det ustabile hus og sørge for at ingen går derind.
En 18-årig mand, som formentlig var passager i bilen, blev anholdt på stedet, mens den 19-årige var stukket af, og blev anholdt på sin bopæl et stykke derfra. Der er taget blodprøver af begge unge, da der er mistanke om spirituskørsel, som de er sigtet for sammen med en sigtelse for at udsætte andre for fare. Politiets jurister skal nu vurdere, om de anholdte skal fremstilles i grundlovsforhør med krav om varetægtsfængsling.
Kilde Nordjyske