Tjek Mærkerne – hold øje med modermærker 8 marts, 2022 | 18:00 - Af Benedikte Jensen Nyhed - Aalborg -Kræftens bekæmpelse -Nordjylland -Tjek Mærkerne - Billedetekst: Foto: Tjekmærkerne.nu Omkring 2.500 bliver årligt ramt af modermærkekræft Solen begynder at skinne ned over landet, og det betyder også at UV-indekset løbende stiger. Jo mere sollys man udsættes for, des højere bliver risikoen for at udvikle modermærkekræft. Ifølge Kræftens Bekæmpelse er det på trods af den information alligevel kun hver tredje, der tør påpege eventuelle modermærker hos andre. Det kan potentielt være med til at opdage modermærkekræft tidligere og på den måde redde liv, så derfor er det bekymrende, at så få ville turde påpege det. Men modermærkekræft kan helbredes, hvis det opdages i tide, og derfor er det vigtigt, at man regelmæssigt tjekker sin hud for mistænkelige modermærker og ved, hvad man skal være opmærksom på. Men ikke alle modermærker er lige nemme at holde øje med. De kan sidde steder, hvor det er svært at holde øje selv, f.eks. på ryggen eller i hårbunden, eller man kan måske se sig blind på et modermærke, der ændrer sig, fordi man ser på det hver dag. Derfor kan det nogle gange være en fordel, hvis andre påpeger, at et modermærke ser mistænkeligt ud. Desværre svarer kun 33 pct. i en ny rundspørge fra Kræftens Bekæmpelse, at de ville nævne det, hvis de opdagede et mistænkeligt modermærke hos en anden. 32 pct. svarer nej, mens resten svarer ’Ved ikke’. Knap otte ud af 10 af dem, der svarer nej, angiver, at de ikke vil udtale sig om andres modermærker, når de ikke selv er fagpersoner. ’Tid er en afgørende faktor’ Men ifølge Christina Skovbølling Haak, der er hudlæge og bestyrelsesmedlem i Dansk Dermatologisk Selskab, bør man ikke holde sig tilbage, hvis man opdager noget mistænkeligt. -Vi forventer ikke, at almindelige danskere kan gennemskue, om der er kræft i et modermærke eller ej. Men hvis et modermærke på den ene eller anden måde ser forkert ud, er det altid en god ide at få det undersøgt nærmere hos egen læge. Hvis det viser sig at være kræft, er tid en afgørende faktor: Jo hurtigere, du bliver behandlet, jo bedre er chancen for helbredelse, siger Christina Skovbølling Haak. På trods af, at kun hver tredje af de adspurgte i rundspørgen ville påpege mistænkelige modermærker hos andre, angiver knap halvdelen (45 pct.), at de ville sætte pris på det, hvis nogen påpegede et mistænkeligt modermærke hos dem selv. Og hele 63 pct. ville få det undersøgt nærmere hos lægen. Kun 3 pct. ville blive sure eller irriterede over henvendelsen. -Tallene her viser tydeligt, at du ikke skal være bange for at henvende dig til andre, hvis du opdager et mistænkeligt modermærke. Din henvendelse vil i langt de fleste tilfælde blive positivt modtaget, og måske vil du redde liv i sidste ende, siger Peter Dalum, der er projektchef hor Kræftens Bekæmpelse. Vi skal holde øje med hinandens mærker Med kampagnen ’Tjek Mærkerne’ sætter Kræftens Bekæmpelse og Dansk Dermatologisk Selskab i år særligt fokus på, at vi skal holde øje med hinandens modermærker. Fem farlige forandringer Asymmetri: Et sygt modermærke vil ofte være asymmetrisk Ujævn kant: Et modermærke med ujævne eller takkede kanter er mistænkeligt Flere farver: Et modermærke, der har mere end én farve er mistænkeligt Diameter: Hvis et modermærke er større end enden på en blyant, (6 mm i diameter), så skal du være særligt opmærksom på ændringer. Udvikling: Hvis et modermærke pludseligt vokser og får nogle af de nævnte ændringer, er det ikke normalt. _______________________________________________________________________ Sådan tjekker du dine modermærker Brug to spejle, et stort og et mindre, så du kan undersøge den del af huden, du ikke umiddelbart kan se. Husk at tjekke hårbund, negle og fodsåler. Få gerne hjælp til at tjekke områderne. Tag billeder af modermærker der er uregelmæssige. Læg gerne en lineal ved siden af, så du kan se størrelsen på mærket. Gem billedet, så du kan se, om modermærket ændrer sig. Se mere på www.tjekmærkerne.nu ______________________________________________________________________ Om rundspørgen Kræftens Bekæmpelse har i en webbaseret spørgeskemaundersøgelse foretaget af analysebureauet Voxmeter spurgt 1.030 danskere i alderen 18+ år ind til deres holdninger til dels at påpege mistænkelige modermærker hos andre og dels selv at få påpeget mistænkelige modermærker af andre. Data erindsamlet efter nationalt repræsentative kvoter på køn, aldersgrupper og region. Grunde til ikke at ville påpege mistænkelige modermærker hos andre 307 personer har i rundspørgen sagt, at de ikke vil henvende sig til en person, de ikke kender, hvis de opdagede et mistænkeligt modermærke på vedkommende. Disse er efterfølgende blevet spurgt om, hvorfor de ikke vil henvende sig, og de har haft mulighed for at angive flere svar. Deres svar fordeler sig således: Jeg er ikke fagperson/læge, så jeg vil ikke udtale mig om noget, jeg ikke ved nok om: 74 pct. Det er et privat anliggende, som jeg ikke vil blande mig i: 35 pct. Jeg vil ikke skabe (måske unødig) bekymring hos personen: 22 pct. Jeg er bange for, at personen bliver sur/irriteret: 17 pct. Det er ikke mit problem, så jeg blander mig udenom: 9 pct. Andre grunde: 4 pct. Ved ikke: 1 pct. Tilbage Relaterede nyheder Indlæs flere relaterede nyheder Se Eventkalender Følg os på facebook Regionale nyhederLoad More Se regionale nyheder Sider i Nordjylland Brønderslev Besøg Hjørring Besøg Jammerbugt Besøg Mariagerfjord Besøg Morsø Besøg Thisted Besøg Vesthimmerland Besøg Læsø Besøg Frederikshavn Besøg Rebild Besøg Bagsiden Load More