Ung international samtidskunst fra Schweiz og Danmark

Den internationale udstilling WHAT’S WRONG er med nye værker af de tre schweiziske kunstnere Manon Bellet, Manuel Burgener og Luc Mattenberger samt de to danske kunstnere Mo Maja Moesgaard og Stine Marie Jacobsen.

Bellet, Burgener og Mattenberger er kunstnere man møder på den schweiziske upcomming kunstscene, men i Skandinavien vil deres eksperimenterende crossover kunstpraksisser være et nyt bekendtskab. Mo Maja Moesgaard og Stine Marie Jacobsen er ligeledes ved at være kendte her hjemme, men i en nordjysk kontekst er begge kunstnere ubeskrevne.

De fem kunstneres interdisciplinære og kontemporære installationer vil konkret blive produceret på stedet eller nyinstalleret i Kunsthal NORD. Målet er at styrke den kunstneriske dialog mellem Schweiz og Danmark og samtidig give publikum et indblik i en schweizisk kunstscene, der netop nu markerer sig positivt internationalt.

Manon Bellet bidrager med et performativt værk, som hun skal skabe på stedet i samarbejde med lokale musikere, og som kontinuerligt bliver transformeret og ’ødelagt’.

Manuel Burgener skaber installatoriske skulpturer, der ved hjælp af elektriske impulser alene bliver holdt sammen på grund af vakuum imellem strukturernes forskellige dele.

Luc Mattenberger vil producere et par tankevækkende værker, der mimer klinisk renhed, og som refererer eksplicit til Nordkrafts ofte temmelig dramatiske historie.

Mo Maja Moesgaard vil, i en særlig designet biograf, ny-installere sin film Slowly but Suddenly, der er inspireret af klimaforandringer og dommedagsfortællinger.

Stine Marie Jacobsen tager udgangspunkt i sin performance-praksis og tekstværker som f.eks. German for Artists, som hun vil udfolde kontekstuelt i Kunsthal NORD.

Værkproduktionerne er udviklet i samarbejde med udstillingens kuratorer:
Henrik Broch-Lips, kunsthistoriker og leder af Kunsthal NORD.
Lisa Laura Schulze, kurator og universitetspraktikant fra Basel, Schweiz.

WHAT’S WRONG er en del af Kunsthal NORD’s nye kunstfestival, hvis program kan læses her.

Udstillingen er støttet af Statens Kunstfond, Pro Helvetia og Den Schweiziske Ambassade i København.

FERNISERING LØRDAG 12. AUGUST kl. 13-15
Åbningstaler kl. 13 af Henrik Broch-Lips og Lisa Laura Schulze.

Kommentarer

kommentarer

Be the first to comment on "Ung international samtidskunst fra Schweiz og Danmark"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*