Obelske: 15,3 millioner kroner til Nordjylland

Forskning, uddannelse og kunst honoreres ved årets tredje uddeling fra
Det Obelske Familiefond til i alt fem nordjyske projekter.

Det Obelske Familiefond har netop afholdt årets tredje kvartalsvise bestyrelsesmøde, hvor en lang række nordjyske ansøgninger er blevet behandlet. 15,3 millioner kroner er blevet bevilliget til fem forskellige projekter i Nordjylland. Den største bevilling er på 12,7 millioner kroner og går til Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet.

Forskningsprojekt vil aftabuisere sorg med ny viden på området

Sorg kan være et svært emne at italesætte, men alligevel er det en alvorlig lidelse for mange danskere. Et nyt forskningsprojekt med titlen ”Sorgens kultur” på Institut for Kommunikation på Aalborg Universitet vil nu sætte fokus på området. I front for projektet står professor Svend Brinkmann, som på baggrund af sin fremtrædende rolle i den offentlige debat er med til at styrke mediernes interesse for forskningen inden for området.

Verdensorganisationen (WHO) forudsiger, at psykiske lidelser bliver den største og mest omkostningstunge sundhedsbyrde på verdensplan og forventes i 2018 at indføre en ny psykiatrisk diagnose for kompliceret sorg. Forskningsprojektet skal i en periode på fem år undersøge konsekvenserne af diagnosticeringen i en dansk kontekst. Her skal etableres et nyt forskningscenter til at undersøge, hvordan det kan undgås, at så mange i Danmark mister forbindelse til sociale, uddannelses- og arbejdsmæssige fællesskaber på grund af en psykisk lidelse.

Det Obelske Familiefond har doneret 12,7 millioner kroner til et forskningsprojekt i international topklasse, som er med til at styrke den humanistiske forskning med ny viden på området.
Ny behandling af mellemørebetændelse kan mindske følgesygdomme

Mellemørebetændelse er en sygdom, som både rammer voksne og børn i dag. Hele 30 procent af Danmarks børn får indlagt dræn i ørene, inden de bliver 10 år. Mange af de børn oplever efterfølgende blivende skader, som kan føre til yderligere anlæggelse af dræn. Operationer i mellemøret kan i sidste ende medføre sproglige og indlæringsmæssige vanskeligheder på grund af den nedsatte hørelse, som skaderne giver.

Michael Gaihede er en respekteret og anerkendt forsker i mellemøresygdomme med et solidt internationalt og nationalt netværk. Et nyt forskningsprojekt skal derfor bygge på Michael Gaihedes forskning, som bryder med den traditionelle behandlingsform med anlæggelse af dræn i ørene. I stedet skal slimhindens struktur undersøges hos både raske og syge børn, da dræn kan undgås ved at gribe ind på et tidligere stadie.

Det Obelske Familiefond har valgt at støtte Aalborg Universitetshospital med 2 millioner kroner til projektet, som kan være startskuddet til en ny behandlingsform til gavn for voksne og børn med senfølger af mellemørebetændelse.
Forskningsprojekt undersøger ny behandlingsform for knogleskørhed

Prognosen for patienter med lymfeknudekræft er forbedret væsentligt de senere år. Dog er der stadig risiko for senbivirkninger, og her er en af de hyppigste senfølgesygdomme osteoporose, som er en afkalkning af knoglerne, der kan give knoglebrud. Mere end 250.000 personer i Danmark lider i dag af sygdommen, der kan give nedsat livskvalitet og samtidig udgør en stor omkostning for samfundet til behandlinger og hospitalsindlæggelser.

Aalborg Universitetshospital vil i et nyt forskningsprojekt undersøge, om lægemidlet Alandronat kan forebygge udviklingen af osteoporose for patienter, der er i behandling for lymfeknudekæft. Behandling med Alandronat anvendes allerede til gigtsygdomme, men det er først nu, at effekten af lægemidlet skal forsøges med lymfecancer patienter.

Bag projektet står en velrenommeret forskningsgruppe, som Det Obelske Familiefond tidligere har støttet. Ikke mindst derfor har Det Obelske Familiefond nu valgt at donere 400.000 kroner til projektet, som kan bidrage med ny viden til et uudforsket område.
Ny aktivitetsplads for nordjyske krigsveteraner på vej til Aalborg

Hver femte nordjyske soldat og krigsveteran har i dag en form for psykisk lidelse eller befinder sig i en krisetilstand. En sygdom, som først og fremmest er ødelæggende for den enkelte, men dernæst også dyrt for samfundet.

KFUM’s Soldaterhjem i Aalborg tager nu initiativ til at starte projektet ”Fitness for livet”, som skal forebygge yderligere psykiske sygdomme gennem fysisk træning. Formålet med projektet er at skabe og opføre en rekreativ, dynamisk aktivitets- og fitnessplads, som skal være omdrejningspunkt for udendørs træning og socialt samvær for hjemvendte soldater med posttraumatisk stressforstyrrelse (PTSD).

Med projekt Fitness for Livet får krigsveteraner i Nordjylland et mentalt og socialt frirum, hvor de under trygge og kontrollerede forhold kan vende tilbage til en forholdsvis normal hverdag igen. Derfor har Det Obelske Familiefond støttet projektet med 140.000 kroner, der skal gå til etableringen af aktivitetspladsen.
Læsø vil fremme turisme med anerkendt Kirkeby-skulptur

Kunstneren Per Kirkeby er udvalgt til opføre en ny teglstensskulptur på Læsø. Skulpturen kommer til at stå i nærheden af Læsø Kunsthal på Øster By Strand og skal udgøre en ny kunstattraktion for øens indbyggere og turister.

Læsø Kunsthal viser for tiden en udstilling med Per Kirkebys Læsø-værker. Ud over at være en af Danmarks største nulevende kunstnere er Per Kirkeby tæt forbundet med Læsø og har været en del af øens kunstnerliv de sidste mange år. Derfor bliver han nu hyldet med en soloudstilling med sine kendte værker, og herforuden skal den nye skulptur være med til at skabe et varigt minde om kunstnerens relation til øen.

Det Obelske Familiefond har valgt at støtte Kirkeby-skulpturen med 120.000 kroner, som skal være med til at skabe et nyt kunstværk på øen, som kan fremme turismen.

Kommentarer

kommentarer

Be the first to comment on "Obelske: 15,3 millioner kroner til Nordjylland"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*