Kortfilmfestivalen Filmkraft er klar med gratis kortfilm d. 10. juni

23 nye kortfilm af nye danske filmtalenter kan opleves gratis i Biffen Nordkraft i Aalborg lørdag den 10. juni, hvor der er Filmkraft Kortfilmfestival fra kl. 11. I løbet af dagen går turen blandt andet forbi ballongyngen i Tivoli, til Mars, i svømmehallen, til Paradis og til en dyster fremtid. Men bare rolig – alle kan regne med at blive leveret tilbage til nutiden senest klokken 19, når priserne for blandt andet Bedste Kortfilm og Bedste Instruktør er uddelt.

I løbet af dagen kan publikum plukke et par film eller alle 23 efter tid og lyst. Der er gode historier i alle aldersklasser og film om savn, om at være en god ven, vrede, tvivl, blive dårligt behandlet, være kørt fast og om at være glad i låget. Der er fester, en hel del mord, en kakadue og svensk pølseret med dampet broccoli.

Man kan også opleve juryen af professionelle filmfolk fortælle om egne erfaringer samt give gode tips til unge filmskabere. Juryen består i år af dramaturg Signe Nørfeldt Friborg fra Aarhus Filmværksted, skuespiller Biljana Stojkoska, der blandt andet har medvirket i tv-serierne Dicte og Broen 3, og Erik Olsen, der har medieproduktionsselskabet Olsen Lydproduktion i Aalborg og blandt andet har arbejdet med efterproduktion af lyd til Badehotellet og Game of Thrones.

De 23 kortfilm er lavet af talenter fra hele landet. Det nordjyske bud blandt andet i hovedkategorien Bedste Kortfilm er filmen Ingenmandsland, som er produceret på Filmmaskinen i Frederikshavn. Hvis filmen vinder i kategorien TheNextYoungAward går den videre til finalen i TheNextFilmFestival, der er en del af Danmarks største kortfilmfestival i Odense – Odense International Kortfilmfestival (OFF).

Udover de store kategorier, byder Filmkraft også på Skolefilmkraft, hvor man kan opleve fire film lavet af nordjyske skoleelever.

Præmier til videre filmproduktion og modtagere af hæderspriser

Filmene dyster blandt andet om hovedpræmien i kategorien Bedste Kortfilm og om prisen til Bedste Instruktør, hvor vinderne får støtte til produktion af deres næste film gennem Aarhus Filmværksted og Mayday Film. Publikum kan også stemme på deres favorit til Publikumsprisen. I hæderskategorierne, som blandt andet er Bedste Skuespil, er det den lokale virksomhed CoolShop, der er sponsor på præmier til vinderne.

Kendte skuespillere i filmene

Flere af filmene har kendte skuespillere på rollelisten:

Poul Storm (kendt fra Hvidstengruppen)

Kjeld Nørgaard (De grønne slagtere)

Claus Flygare (Festen)

Stig Hoffmeyer (Forbrydelsen 3, Når dyrene drømmer)

Søren Vejby (Alle for én, Ørnen, Anna Phil, Forbrydelsen)

Thomas Magnussen (Reumert i 2008 og 2010, 2900 Happiness)

Yvonne Andersen (var med i kortfilmen Magic, som vandt publikumsprisen ved Filmkraft 2016 og ligeledes THENEXTFILMFESTIVAL)

Filmkraft er en af Danmarks store kortfilmfestivaler og festivalkonkurrencer for filmtalenter

Initiativet er opstået i Aalborg i 2011 og trækker kortfilm til fra hele landet. Der er gratis adgang for publikum til at se filmene og opleve den afsluttende prisoverrækkelse til vinderne – alt sammen lørdag den 10. juni 2017 kl. 11-19 i Biffen i Nordkraft. Festivalen Filmkraft byder på 23 nominerede kortfilm – med rig mulighed for at blive imponeret, forundret, forarget, begejstret, skræmt og rørt til tårer på én og samme dag. Filmkraft sætter fokus på nye filmtalenter, skaber netværk og motiverer unge talenter. Det sker blandt andet gennem fagfolk i juryen og med muligheden for at vinde præmiemidler til at udvikle sit filmtalent. Filmkraft holdes i 2017 for syvende gang og støttes af Aalborg Kommune, Spar Nord Fonden, Den Vestdanske Filmpulje, Aarhus Filmværksted, Mayday Film, Possible.dk, Nordkraft Event, Station 10, Biffen Nordkraft og CoolShop.

Kommentarer

kommentarer

Be the first to comment on "Kortfilmfestivalen Filmkraft er klar med gratis kortfilm d. 10. juni"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*