IH Aalborg hjemvendt med medalje og pokal

Holdet opstillet

Fodboldspiller fra IH Aalborg hjemvendt med medalje og pokal fra Special Olympics European Summer Games 2014

I perioden fra d. 9. til d. 21. september har en dansk delegation fra Dansk Handicap Idræts-Forbund deltaget i Special Olympics European Summer Games 2014 i Belgien. Danmark deltager med 25 idrætsudøvere og 10 trænere/ledere. Dansk Handicap Idræts-Forbund og dermed Special Olympics Danmark er repræsenteret i 5 idrætter; Atletik, Badminton, Cykling, Fodbold og Svømning.

IH Aalborg var repræsenteret i Belgien
Fra IH Aalborg deltog Rose Pedersen på det danske kvindelandshold i fodbold. Danmark var i pulje med værterne fra Belgien, Rusland og Sverige. Den første kamp var mod de dygtige piger fra Rusland. Kampen endte med et nederlag på 0-2. Kampen mod Belgien var præget af nervøsitet og dårligt spil, men danskerne formåede alligevel at hive en sejr hjem på 2-0. I arvefjendeopgøret var pigerne anderledes tændte og fejdede modstanderne af banen i en 5-0 sejr. Med de resultater var holdet klar til finalen som var endnu en kamp mod Rusland. Pigerne spillede en rigtig flot 1. halvleg, og havde mange målchancer. Desværre blev de ikke omsat til mål og i 2. halvlegs sidste 10 min. formåede russerne til gengæld at få bolden ind bag Rikke Christiansen i Danmarks mål 4 gange. Øv øv, – men danskerne nappede sølvet og ikke mindst den flotte Fair Play pokal. Landstrænerne Jannie Pedersen og Mie Nielsen er godt tilfredse med landsholdets præstation: ’De formåede i store dele af turneringen at følge taktikoplæggene og kæmpede især i finalen det bedste de har lært.

Rose Pedersen - pokal

Dedikerede idrætsudøvere

Breddekonsulent Anette Svejstrup, Dansk Handicap Idræts-Forbund er rigtig godt tilfreds med de danske deltageres resultater:
’Vi har haft en gruppe atleter med, der alle er meget dedikerede til deres idræt. Vi kan klart se at der for de fleste af vores atleter er en tendens til et stigende træningsniveau og –mængde. Atleterne møder flot opbakning i deres lokale klubber og i den ugentlige træning. Derudover har vores landstrænere også været meget seriøse omkring forberedelserne til dette stævne. Ingen tvivl om at Danmark har gjort en rigtig god figur, – både på og uden for sportsarenaerne.’

Fakta om Special Olympics European Summer Games 2014
Det er Belgien og nærmere betegnet Antwerpen der er vært for Special Olympics European Summer Games 2014.

Stævnet i tal:
•               58 lande er repræsenteret
•               2.000 idrætsudøvere
•               1.000 trænere/ledere
•               300 officials
•               4.000 frivillige
•               2.500 pårørende
•               Op til 40.000 tilskuere

Kort om Special Olympics
Special Olympics – SO – er en verdensomspændende organisation, som arbejder med idræt for personer med udviklingshandicap. SO-stævner er breddeidrætsstævner for personer med udviklingshandicap med forskellige funktionsniveauer, hvor deltagerne inddeles efter deres aktuelle formåen (kaldet divisionering). I modsætning hertil er De Paralympiske Lege (PL) meget elitært og for alle handicapgrupper – handicapidrættens svar på De Olympiske Lege.

Be the first to comment on "IH Aalborg hjemvendt med medalje og pokal"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*