Frederik Nielsen fra Aalborg stiller op i flisemurerkategorien

Den 15.-18. oktober 2017 afholdes WorldSkills, som er verdensmesterskaberne i Skills, i Abu Dhabi. Blandt 1200 unge deltagere fra 58 lande er 21-årige Frederik Nielsen fra Aalborg. Han stiller op for Danmark i kategorien flisemurer og træner i disse dage intensivt på blandet andet TECHCOLLEGE i Aalborg. 

I midten af oktober afholdes WorldSkills i Abu Dhabi, hvor over 1200 unge deltagere verden over stiller op i sammenlagt 51 discipliner inden for de erhvervsfaglige fag. Deltagerne er alle under 22 år, foruden fire discipliner, hvor aldersgrænsen er 25 år. En af de mange ildsjæle er Frederik Nielsen, som rejser hele vejen fra Aalborg til Abu Dhabi for at stille op i kategorien flisemurer. Han er udlært ved murer- og entreprenørfirmaet M. Thomsen Skøtt samt entreprenørvirksomheden Jorton, hvor han arbejder i dag. Frederik Nielsen har i 2017 og 2016 vundet DM i flisemurer, og forventningerne til WorldSkills er derfor høje:

– Jeg går som udgangspunkt efter, at jeg skal have en medalje med hjem – sølv, bronze eller guld. Hvis det ikke lykkes, håber jeg på som minimum at få 600 ud af 700 point, så jeg kan komme i kategorien Medallion of Excellence, som dækker over de ti bedste i verden i faget, siger Frederik Nielsen, som glæder sig til den store begivenhed.

Træner intensivt

Med kun få uger til WorldSkills træner Frederik Nielsen i øjeblikket intensivt på sin tidligere skole, TECHCOLLEGE i Aalborg. Her øver han sig i den udstukne opgave, som er at lave tre tårne i flisemønster, en ørn med Abu Dhabis flag i midten samt årstallet 2017. Opgaven er tilsendt af WorldSkills, og til verdensmesterskaberne har han 22 timer til at udføre den, hvor mindst 30 procent af opgaven ændres.

Den unge flisemurer er hele vejen igennem det lange forløb, helt fra skolemesterskaberne, regionsmesterskaberne og DM i Skills til nu, blevet bakket op af sin arbejdsplads Jorton. Virksomheden er blandt andet sponsor for hans arbejdstøj og har givet ham ferie til at blive klar til World Skills. Og det har været altafgørende for, at Frederik Nielsen har kunnet gennemføre og ikke mindst nå så langt:

– Jeg træner hver anden uge og hver weekend på TECHCOLLEGE i Aalborg. På TECHCOLLEGEar jeg følgeskab af 10-11 murerlærlinge, som alle ønsker at dygtiggøre sig indenfor faget. Når vi kommer til dagen for WorldSkills, så håber jeg, at alt går, som det skal, siger Frederik Nielsen, der desuden fremhæver, at han er meget taknemmelig for den store mulighed, som hans arbejdsplads og mester, Henrik Wisborgh, har givet ham.

 

Flere unge til håndværkerfaget

Også hos TECHCOLLEGE, hvor Frederik Nielsen har taget sin mureruddannelse, er man stolte over, at han har kvalificeret sig til at deltage i WorldSkills. Derfor stiller skolen øvelokaler og alle materialer til rådighed, hvor den unge murer hver weekend træner andre håbefulde unge i sine murerfærdigheder, samtidig med han selv øver sig til WorldSkills. Frederik Nielsens undervisere tager selv med til Abu Dhabi for at se hans præsentation, og de håber, at flere unge vil lade sig inspirere af Frederik:

– Vi er meget stolte over, at Frederik deltager i WorldSkills. WorldSkills er et fantastisk event, hvor topmotiveret unge får lov til at vise deres talent. Vi håber, at Frederiks medvirken vil skabe øget fokus på håndværkerfaget, så endnu flere unge får lyst til at tage en håndværkeruddannelse, siger afdelingsleder hos TECHCOLLEGE, Helle Mølbach Rubien.

Foruden Frederik Nielsen har TECHCOLLEGE også eleven Jesper Sonne Nørgaard fra Skørping, som stiller op til WorldSkills. Han stiller op i kategorien tømrer.

Kommentarer

kommentarer

Be the first to comment on "Frederik Nielsen fra Aalborg stiller op i flisemurerkategorien"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*