Fra slummen i Bangladesh til Aalborghus Gymnasium

Eleverne på Aalborghus Gymnasium får et unikt indblik i det hårde liv i Dhakas slumområder gennem fortællinger og film leveret af unge frivillige fra Operation Dagsværk, som har besøgt Bangladesh.

Ditlev Berg Overgaard er frivillig på fuld tid hos ungdomsorganisationen Operation Dagsværk. Tidligere på året besøgte han sammen med andre frivillige nogle af verdens værste slumområder i megabyen Dhaka, Bangladesh, som de færreste får lov at besøge. Her oplevede de frivillige blandt andet projekter igangsat af udviklingsorganisationen Plan Danmark og mødtes med jævnaldrende frivillige.

Gennem et foredrag på Aalborghus Gymnasium den 3. oktober fortæller Ditlev Berg Overgaard og Anemone Christensen om sine oplevelser i Bangladesh.

”Det var ret voldsomt at opleve, hvilke vilkår man har, når man vokser op i et slumområde. Men det var også vildt motiverende at se, hvor seje de unge er, og hvordan de arbejder hårdt for at gøre deres område bedre,” siger Ditlev Berg Overgaard.

Til foredraget fortæller Ditlev og Anemone blandt andet om, hvordan fabrikker lukker deres forurenede spildevand direkte ud i gaderne, og hvordan forældre føler sig tvunget til at gifte deres mindreårige piger væk på grund af fattigdom.

Den 8. november vil tusindevis af elever fra ungdomsuddannelser landet over arbejde på Dagsværkdagen. Hele deres løn går til Operation Dagsværk og Plan Danmarks slumprojekt i Dhaka, der skal støtte 900 unge i tre slumområder, så de kan forbedre de områder, hvor de bor.

Fakta

  • I år er det 32. gang, at elever fra hele landet indsamler penge på Dagsværkdagen.
  • På verdensplan bor op mod 1 milliard mennesker i slumområder, og det tal forventes at stige.
  • Plan Danmark har de sidste ti år arbejdet i nogle af verdens værste slumområder for at forbedre levevilkårne for børn og unge.

Kommentarer

kommentarer

Be the first to comment on "Fra slummen i Bangladesh til Aalborghus Gymnasium"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*