Besøg sundhedstorvet og bliv klogere

Torv og hospital er ikke normalt begreber, der hører sammen. Men det ændrer sig 17. maj. Her holder Aalborg Universitetshospital nemlig Torvedag 2017, hvor der er mulighed for at blive meget klogere på sundhed og sygdom.

Får jeg den rigtige medicin – og i de rette mængder? Hvordan får jeg mere træning ind i min hverdag? Hvad er min fedtprocent – og hvordan får jeg den mindsket? Hvordan lever andre med den sygdom, som jeg nu også har fået?

Alt det og meget mere vil der være mulighed for at få svar på, når Aalborg Universitetshospital og cirka 20 patientforeninger sammen afholder torvedag d. 17. maj på Aalborg Universitetshospital, afsnit Syd, på Hobrovej. Til daglig er Patient-til-Patientrådgivningen en meget vigtig del af et forløb på Aalborg Universitetshospital, og på torvedagen bliver alle sejl virkelig sat til.

– Der er ikke nogen, der bedre ved, hvordan det er at leve med en given sygdom end de, der gør det. Derfor er patientforeningerne så vigtige, for her kan patienter erfaringsudveksle med andre i samme situation. Og det bliver der rig mulighed for på Torvedagen, hvor cirka 20 patientforeninger har en stand, og såvel de meget udbredte som flere ganske sjældne sygdomme er repræsenteret. Ved standene fortæller repræsentanter for patientforeningerne om deres aktiviteter. Den information sker oftest til den samlede offentlighed, men på Torvedagen har patienter og pårørende mulighed for ansigt til ansigt at møde repræsentanter fra de patientforeninger, der er relevante for den enkelte patient og pårørende, siger en af arrangørerne, Lise Søndergaard, leder af Aalborg Universitetshospitals Sund Info.

Få et KRAM-tjek

Torvedagen giver også mulighed for at få givet din livsstil et tjek. Måske der er lidt for mange kilo på sidebenene eller måske vil du gerne have hjælp til at kvitte smøgerne. På torvedagen kan du få målt din fedtprocent og din kondition, og du kan også se, hvor meget kulilte der er din udåndingsluft – hvis du er ryger. KRAM-faktorerne (Kost, Rygning, Alkohol og Motion) har stor betydning for vores helbred, og sundhedspersonalet vejleder meget gerne i, hvordan du lægger din livsstil om og dermed får et bedre helbred og en sundere hverdag.

– Det behøver på ingen måde at betyde en total omvæltning af ens hverdag. Bare sådanne ting som at tage trappen frem for elevatoren eller at tage cyklen en gang imellem frem for bilen, kan faktisk have stor betydning for ens kondition og vægt. Og der er mulighed for at få hjælp og gode råd af en sygeplejerske, rygestopinstruktør, klinisk diætist og fysioterapeut, så der er virkelig mulighed for at få et omfattende tjek af KRAM-faktorerne, og det er naturligvis helt gratis – ganske som alt andet er på torvedagen, siger Lise Søndergaard.

Torvedagen finder sted onsdag d. 17. maj fra klokken 11.00-15.30 i forhallen på Aalborg Universitetshospital, Syd, på Hobrovej i Aalborg.

Der er gratis entre, og tilmelding er ikke nødvendig.

Kommentarer

kommentarer

Be the first to comment on "Besøg sundhedstorvet og bliv klogere"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*