AAU styrer i rigtig retning på verdensrangliste

AAU

Aalborg Universitet går 33 pladser frem til en position som nummer 580 på den nye udgave af Leiden Rankings internationale liste over toneangivende universiteter. AAU gør sig især bemærket ved at offentliggøre mange af sine forskningsresultater i samarbejde med virksomheder.

Det er antallet af registrerede videnskabelige publikationer og citationer i den vidtfavnende globale database Web of Science, som ligger til grund for universiteternes indbyrdes placering hos Leiden Ranking. Den hollandsk-baserede rangliste er anerkendt som en af de vigtigste af en række forskellige bud på, hvordan universiteters præstationer kan måles og sammenlignes.

Aalborg Universitet er det danske universitet, der har størst fremgang på listen over de 750 mest publicerende universiteter i verden – men AAU kommer til gengæld også fra bagenden af feltet. Københavns Universitet er gået tre pladser frem til nummer 45, Aarhus Universitet går fem pladser frem til en position som nummer 125, og DTU springer otte pladser op til nummer 184. Syddansk Universitet går 16 pladser ned til nummer 424. Helt oppe i toppen ligger amerikanske Harvard.

Aalborg Universitet er også det danske universitet, som har haft den største procentvise fremgang i antal publikationer fra den foregående periode (2009-2012) til den nyeste (2010-2013). For alle videnskabelige områder er antallet sammenlagt steget med 13 procent. Samfundsvidenskab og Humaniora har endda haft en fremgang på 21 procent.

Dansk erhvervsvenlighed

Leiden Ranking opgør samtidig, hvor mange af de enkelte universiteters publikationer, der er blevet til i samarbejde med virksomheder. I den disciplin er Aalborg Universitet gået seks pladser frem til nummer 21 i verden og nummer to i Danmark, idet DTU som dansk topscorer i kategorien har fastholdt en plads som nummer seks. Til sammenligning ligger kendte internationale forbilleder som Stanford University og MIT henholdsvis nummer 44 og 58 i kategorien, der toppes af det teknologiske universitet i hollandske Eindhoven.

Kommentarer

kommentarer

Be the first to comment on "AAU styrer i rigtig retning på verdensrangliste"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*