Sociale problemknusere skal hjælpe unge i uddannelse

 

Personlige problemer kan blokere for at sårbare unge får en uddannelse. Et nyt forsøg med personlige sociale vejledere, mentorer, skal hjælpe de unge med at knuse problemerne – og finde overskud til at klare en uddannelse.

 

En del af de unge arbejdsløse har svært ved at klare en uddannelse eller et job. Årsagen er, at sociale og psykiske problemer tapper de unge for personligt overskud.

Jobcenter Aalborg indgår derfor fra sommeren 2012 i et nyt forsøg for at hjælpe de unge sårbare arbejdsløse i alderen 18-29 år. Forsøget foregår i et samarbejde med Arbejdsmarkedsstyrelsen og Beskæftigelsesregion Nordjylland, samt ni andre jobcentre i Danmark.

 

– Mange unge kommer desværre ind i en negativ spiral: Hverdagen bliver efterhånden en uoverskuelig knude af små problemer, der bare vokser og vokser. Vi tror på, at en social vejleder, mentor, kan hjælpe med at håndtere problemerne og finde nyt overskud hos den unge, lyder budskabet fra Beskæftigelsesudvalget i Aalborg Kommune.

Individuel hjælp

 

– Blot nogle få timers voksenkontakt kan helt sikkert hjælpe de unge rigtigt meget. Det vigtigste er, at hjælpen er tilpasset den enkelte unges specifikke behov. Og hjælpen skal give den unge værktøjer til at klare udfordringerne selv, udtrykker Beskæftigelsesudval-get.

De unge vil få kontakt med deres sociale mentor ca. 2 timer om ugen i gennemsnit. Nogle unge vil få konkret hjælp til at vælge og indlede en uddannelse. For andre vil hjælpen handle om at planlægge hverdagen: Hvornår skal vækkeuret ringe derhjemme for, at den unge kan møde til tiden? Og hvordan får den unge penge nok til at fylde sund mad i køleskabet? Svarene på disse spørgsmål er nemlig vigtige for, at unge borgere kan finde overskud til skolegang og lektier og på sigt et job.

Andre unge vil få hjælp til at forstå breve fra offentlige myndigheder eller til at finde en god fritidsinteresse. Kort sagt vil hjælpen være tilpasset den enkelte unges livssituation.

 

– Vores indsatser skal gå hånd i hånd. Det nytter ikke kun at fokusere på job og uddan-nelse, hvis ikke vi samtidig hjælper de unge med at håndtere sociale og psykiske proble-mer i livet. De nye sociale mentorer kan være en nøgle til at hjælpe de unge til trivsel og dermed en lysere fremtid på arbejdsmarkedet, argumenterer Beskæftigelsesudvalget.

Fakta om forsøget med sociale mentorer:

 

I alt ti kommuner deltager, hver med 200 unge borgere i alderen 18-29 år. Ud af de 200 indgår de 100 i en kontrolgruppe og 100 unge får en mentor.

Forsøget har som mål at afdække om det har en effekt at bruge sociale mentorer i forhold til at få de unge i uddannelse

I alt 1.000 unge får tilknyttet en social mentor og resultaterne af hjælpen bliver registreret. I en kontrolgruppe får 1000 andre unge ikke hjælp og deres udvikling følges også. Som afslutning på forsøget sammenlignes de to grupper.

Forsøget forløber i perioden august 2012 til november 2013.

 

Kommentarer

kommentarer

Be the first to comment on "Sociale problemknusere skal hjælpe unge i uddannelse"

Efterlad en kommentar

Din e-mail adresse vil ikke blive offentliggjort.


*